Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Behandling af hjerteflimren (atrieflimren)

 
Behandling af atrieflimren hjerteflimmer atrieflimren hjerteproblemer puls hjerterytme

Der er flere forskellige måder at behandle atrieflimren på afhængig af, hvordan sygdommen udvikler sig hos den enkelte. Man kan enten behandle med medicin eller ved hjælp af mindre og større operationer.

Man vælger medicinsk behandling, hvis man ønsker at forebygge anfald af atrieflimren , eller for at regulere hyppigheden af hjerteaktionen, det vil sige pulsen, hos patienter med kronisk atrieflimren. Behandling med medicin kan også omfatte forsøg på at få hjerterytmen til at gå fra atrieflimren til normal sinusrytme. Desuden kan der også blive tale om behandling med blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper , der er en komplikation til atrieflimren.

Endelig kan man også operere i form af overbrændingsbehandling og i sjældne tilfælde foretage et egentligt kirurgisk indgreb på hjertet - for eksempel en by-pass operation eller hjerteklapoperation.

Man regner med at 70 – 80.000 danskere er i en eller anden form for behandling for atrieflimren.

Hvilke former for medicinsk behandling anvender man ved atrieflimren?

Medicinsk behandling til forebyggelse af anfald

Patienter som har anfaldsvis atrieflimren skal i reglen behandles med medicin, som forebygger anfald. Ingen af de kendte former for medicin virker fuldstændigt, og der er individuelle forskelle.

Fase 1 (betablokkere)

Det man anvender mest til at forebygge anfald med, er betablokkere. Der findes flere slags, oftest anvender man det virksomme stof metoprolol. Det virker ved at hæmme ”adrenalin receptorerne” i hjertet. Herved kommer der færre tilfælde med atrieflimren og pulsen bliver langsommere.

Bivirkninger: Der kan være bivirkninger i form af træthed, især muskeltræthed, depression, søvnforstyrrelser og mareridt.

Fase 2 (flekainid og propafenon)

Hvis ikke betablokkere er tilstrækkeligt, vil næste skridt i reglen være flecainid eller propafenon. Begge stoffer påvirker de elektriske signaler i hjertemusklen og mindsker risikoen for atrieflimren.

Bivirkninger: En begrænsning er, at det hos 1 procent kan føre til forværring af hjerterytmen, dog kun de første 1-2 døgn, men det betyder, at man skal være indlagt i 48 timer ved start på behandlingen. Andre bivirkninger er mavesmerter, svimmelhed, indre uro.

Fase 3 (amiodaron)

Er flecainid ikke effektivt, kan man forsøge amiodaron. Også dette stof virker ved at påvirke de elektriske impulser. Amiodarone er meget effektivt, men har mange bivirkninger som kan være alvorlige og behandlingen nødvendiggør jævnlig kontrol.

Bivirkninger: Bivirkningerne omfatter mave-tarm smerter, diaré , lysoverfølsomhed, aflejring i hornhinden, forstyrrelse af stofskiftet og leverfunktionen. Behandlingen må kun gives af speciallæger i hjertesygdomme.

Andre typer af medicinsk behandling

Et nyere alternativ er dronadaron, som er beslægtet med amiodarone, men desværre ikke helt så effektivt. Man må ikke benytte behandlingen til patienter med hjertesvigt. Der er kun medicintilskud til dronadaron efter ansøgning til Lægemiddelstyrelsen, og det giver man kun, hvis de ovennævnte præparater har været forsøgt uden effekt eller med bivirkninger.

Bivirkningernekan være mave-tarm-gener og leverpåvirkning.

Regulering af pulsen ved atrieflimren

Når det ikke er muligt at holde hjertet i sinusrytme enten hele tiden eller det meste af tiden, må man sikre, at hjertekamrenes rytme, det vil sige pulsen, ikke bliver for hurtig. Man kan anvende betablokker som sætter hjerterytmen ned, virkningsmekanismen og bivirkninger er omtalt ovenfor.

En anden mulighed er verapamil, der er et virksomt stof - en såkaldt kalciumantagonist. Stoffet virker ved at bremse hastigheden af impulserne fra forkamrerne til hjertekamrerne. Den hyppigste bivirkning er forstoppelse.

Desuden kan man benytte et gammel-kendt middel til at nedsætte pulsen ved atrieflimren,digoxin, som også virker ved at bremse impulserne fra forkamrerne til hjertekamrerne. Ved digoxin kommer der let bivirkninger som i lette tilfælde kan være diaré, i sværere tilfælde synsforstyrrelser i form af gulsyn og i værste tilfælde alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, specielt meget langsom puls.

Hvilke andre indgreb anvender man som behandling ved atrieflimren?

Overbrændsbehandling (kateterablation)

Hvis medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig kan man forsøge med kateterablation – som på dansk bliver kaldet for kaldet overbrændingsbehandling. Det er et mindre operativt indgreb, hvor man i lokalbedøvelse fører nogle ledninger op til hjertet via blodårer i lysken. Her kan man med elektriske impulser og særlig røntgen teknik bestemme hvor atrieflimrenimpulserne kommer fra. Ved at varme hjertemusklen op til 70 grader i små punkter kan man isolere det område atrieflimre-impulserne udgår fra – og derved får hjertets normale rytme fra sinusknuden igen overvægt.

Behandlingen virker hos omkring 75 procent. Med den nuværende teknik skal cirka 30 procent igennem to operationer, før man opnår det optimale resultat.

Der er dog en risiko på en halv til en hel procent for, at man kan prikke hul på hjertet, og det kan resultere i at der kommer blod ud i hjerteposen udenom hjertet, hvilket kræver akut indgreb med udtømning af blodet . Man udfører kun overbrændsbehandling på hjertecentre seks steder i Danmark. I 2011 vil man i alt have udført cirka 2500 indgreb.

Hvis patienter med atrieflimren ”alligevel” skal have udført en hjerteoperation, for eksempel udskiftet en hjerteklap, kan man i samme omgang foretage en såkaldt ”maze” operation eller en overbrænding i stil med den som er beskrevet ovenfor.

Elektriske stød (omslag af atrieflimren til normal hjerterytme)

Hos patienter som får atrieflimren vil man i reglen forsøge at få hjerterytmen til at slå over til normal hjerterytme. Den almindeligste behandling er et elektrisk stød, en såkaldt DC konvertering. DC betyder Direct Current, og betyder jævnstrøm. Indgrebet bliver udført på et hospital, og man kommer under kortvarrigt bedøvelse, mens der bliver givet et elektrisk stød gennem hjertet via huden. I omkring 80 procent af alle tilfælde lykkes det at få omslag til normal hjerterytme.

Bivirkninger er ekstremt sjældne.

Man kan desuden benytte et (vernakalant) til at få omslag i hjerterytmen. Medikamentet bliver givet som en indsprøjtning i en blodåre, og det fører til omslag hos mere end halvdelen af alle. Ved denne behandling er der en risiko for hjerterytmeforstyrrelser, og derfor skal man overvåges i hvert fald i 4-6 timer.

By-pass eller hjerteklap-operation

Ved de fleste by-pass og hjerteklap-operationer bliver brystbenet åbnet, hjertet bliver stoppet, og patienten kommer i hjerte-lungemaskine. Kort fortalt fører man ved en by-pass operation en puls- eller blodårer udenom de forsnævrede partier på kranspulsårerne, sådan at hjertet modtager blodforsyning.

Ved en hjerteklap-operation udskifter man en utæt eller en forsnævret hjerteklap med en kunstig klap af plastik og stål eller en udført af biologisk materiale.

Hvilke medfølgende sygdomme kan atrieflimren forårsage?

Blodpropper kan opstå i hjerteforkamrene

Når forkamrene flimrer, står blodet delvist stille. Det kan resultere i, at man danner blodpropper, der river sig løs, og i værste tilfælde bliver til blodpropper til hjernen . Derfor er det vigtigt at forebygge blodpropper, men forebyggelsen skal afhænge af risikoen for blodpropper – sammenholdt med risikoen for blødninger ved den blodfortyndende behandling. Risikoen for blodpropper er størst ved tidligere blodpropper og hos personer over 75 år. Risikoen i øvrigt afhænger af alderen og forekomsten af andre sygdomme, og så har kvinder desuden en lidt større risiko end mænd.

Hos personer under 65 år uden nogen af de nævnte ”risikofaktorer” kan man enten undlade blodfortyndende eller alene anvende acetylsalisylsyre, eller det der også populært kaldes for ”hjertemagnyl”. Der er meget få bivirkninger, men der kan være risko for overfølsomhed eller mavegener. Hvis det er tilfældet, kan man i stedet anvende clopidogrel.

Patienter med én risikofaktor eller alder fra 65 til 75 har moderat risiko for blodpropper, og her anbefaler man enten acetylsalisylsyre eller egentlig blodfortyndende behandling.

Hos patienter med flere risikofaktorer, med tidligere blodprop eller alder over 75 år anbefaler man blodfortyndende behandling. Ofte anvender man Marevan, som dog er en lidt vanskelig behandling, fordi den skal styres afhængigt af fortyndingsgraden af blodet. Denne fortyndingsgrad kan man bestemme ved at måle den såkaldte INR værdi. Marevans vigtigste bivirkning er blødningsrisiko ved overdosering.

Et nyt alternativ fra august 2011, er præparatet Pradaxa (dabigatran), som virker ved at hæmme et stof i størkningsmekanismen som hedder trombin. Dette kræver ikke kontrolmålinger men kan gives som en fast daglig dosis. Bivirkninger er også her risiko for blødninger, samt mavesmerter og diaré.

Andre medfølgende sygdomme

Andre sygdomme, man også kan være i risikozonen for, når man har atrieflimren, er hjertesvigt , forhøjet blodtryk og sukkersyge

Hvad er udsigten for fremtiden?

Der er ikke umiddelbart udsigt til bedre medicinsk behandling af atrieflimren. De væsentligste forbedringer er den netop introducerede blodfortyndende behandling, og her forventer man flere andre medikamenter indenfor kort tid. Den store forbedring er udsigten til bedre effekt af overbrændingsbehandling.

Læs mere om ATRIEFLIMREN

  • Hvad er atrieflimren?

  • Hvilke typer af atrieflimren findes der?

  • Få et godt liv med atrieflimren

  • Det typiske forløb ved atrieflimren

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM ATRIEFLIMREN
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer