Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Aspergers syndrom

 
Aspergers syndrom Aspergers autisme AS mild autisme ICD-10 særlig opførsel udvikling intelligent IQ høj IQ symptomer diagnose diagnosesystem

Aspergers syndrom (AS) hører til gruppen af gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GU) i det internationale diagnosesystem ICD-10. Den kendteste form for GU er autisme . GU er i disse år ved at skifte navn til Autisme-Spektrum Forstyrrelser (ASF), som bliver samlebetegnelsen i næste udgave af diagnosesystemet.

Aspergers syndrom er en relativ mild form for autisme-spektrum-forstyrrelse og kan betragtes som en mellemform mellem autisme og normalitet.

Forstyrrelsen viser sig typisk i skolealderen, selvom tilbøjeligheden til at udvikle Aspergers syndrom er medfødt. Personer med Aspergers syndrom er normalt begavede, og nogle endda meget højt begavede, selvom de kan have problemer med at udnytte deres begavelse på grund af deres sociale handicap.

Diagnosen Aspergers syndrom blev først almindelig efter indførelsen af ICD-10 diagnosesystemet. Derefter er brugen af diagnosen vokset stærkt, så nogen har talt om en ”epidemi” af autisme-spektrum-forstyrrelse. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at der er tale opsporing af personer, som har de psykiske vanskeligheder, men ikke tidligere blev diagnosticeret.

Hvor hyppig er Aspergers syndrom?

Aspergers syndrom ses hos cirka 0,3 procent af børn og unge, altså typisk et par børn i hver skole.

Børn med Aspergers syndrom er som nævnt intellektuelt normalt fungerende, som man kan måle det med en intelligensprøve - for eksempel WISC. Aspergers syndrom er oftest en forholdsvis ”ren” form for autisme-spektrum-forstyrrelse, med få ledsagehandicaps i form af for eksempel indlæringsvanskeligheder. Den skæve kønsfordeling er endnu mere udtalt end ved autisme, 4 – 6 gange så mange drenge/mænd har Aspergers syndrom i forhold til piger/kvinder.

Hvad er symptomerne ved Aspergers syndrom?

Aspergers syndrom er defineret ved en kombination af forstyrrelse i gensidigt socialt samspil, kommunikation og ensidige interesser, som man også kalder for ’særinteresser’.

Leg og samvær

Børn med Aspergers syndrom har svært ved almindelig leg og samvær, som nævnt ofte først tydeligt fra skolealderen, men nogle gange også synligt allerede i børnehavealderen. Børnene kan umiddelbart have ret god kontakt til voksne, for eksempel blikkontakt, mens de kommer til kort overfor de i virkeligheden meget komplicerede, uskrevne ”regler” for, hvordan man leger og taler med og i det hele taget er sammen med jævnaldrende kammerater. Man kan tale om svækket emotionel intelligens og empati.

Børnene er typisk lidt kejtede, nørdede enegængere, som er i periferien af fællesskabet. Det er børn som nemt kan blive ofre for drilleri og mobning . Når børnene kommer i 5-10 års alderen begynder voksne, der kender dem godt, typisk at fornemme, at de er anderledes og har brug for særlige hensyn, uden nødvendigvis at blive klar over, at der er tale om en psykisk lidelse. Børn med Aspergers syndrom har også tit noget indtagende, hengivent og fascinerende ved sig, hvis man forstår deres egenart og møder dem på deres betingelser.

Kommunikation og diaglog

Det andet særkende er børnenes kommunikationshandicap, det gælder både sproglig og ikke-sproglig kommunikation. Umiddelbart har personen et ret almindeligt sprog, men med en underlig melodi med højt toneleje eller omstændelig, gammelklog udtale.

Ordforrådet og sætningerne er normale, men børnene har svært ved at deltage i en almindelig samtale, særligt om personlige og følelsesmæssige forhold. Det er som om, de ikke forstår idéen i en dialog, noget som børn ellers udvikler evne til helt intuitivt fra børnehavealderen: Den ene siger noget, venter og lytter, bemærker den andens ansigtsudtryk og svar, føjer noget til, reagerer følelsesmæssigt og fortsætter i et gensidigt ping-pong-spil, som bliver givende for begge parter.

Barnet med Aspergers syndrom kan svare på det kontante indhold i et spørgsmål, hvorefter samtalen går i stå. ”Kunne du lide filmen?” – ”Ja” svarer barnet, uden at tage tråden op eller se på spørgeren. Det ønske om kontakt, der kan ligge i spørgsmålet, opfatter barnet ikke. Hvis man skriver referat af en sådan samtale, kan det se ud, som om den har været indholdsrig, men ”sam”- talen er fremkommet ved at man har halet énstavelsessvar ud af barnet. Barnet tager ord bogstaveligt og har svært ved at fatte billedsprog og antydninger.

Hvis barnet for eksempel ser en kammerat stå og virre med hånden og hører et andet barn spørge ”Hvad er der i vejen?”, og det første barn svarer ”Ikke en pind, det er bare min arm, der sover…” kan barnet med Aspergers syndrom være fuldstændig fortabt, uden chance for at få opklaret hvad der foregik.

Særinteresser

Det sidste grundsymptom er særinteresser. Børnene kan lege enkle fantasilege for sig selv og parallelt med andre børn, men har tendens til at blive opslugt af deres egne interesser, hvad enten det drejer sig om dinosaurer, Starwars eller S- togsplaner. De har et skarpt blik og overraskende god hukommelse for systemer og detaljer. De er ikke særlig afhængige af, om de kan dele interessen med andre. Når personerne bliver ældre vokser behovet for samvær imidlertid, så de kan få glæde af at finde sammen i grupper, der har samme specielle interesse, for eksempel at spille rollespil, samle på billeder af broer eller kontrollere flyafgangene i Kastrup lufthavn.

Hvilke årsager er der til Aspergers syndrom?

Det forhold, at Aspergers syndrom, i modsætning til autisme, forholdsvis sjældent ledsages af indlæringsvanskeligheder og andre udviklingsforstyrrelser, for eksempel ADHD , betyder, at Aspergers syndrom har en endnu stærkere arvelig komponent end autisme. Man kan ikke påvise afvigende gener hos den enkelte person, men man kan på basis af blandt andet tvillinge- og adoptionsforskning fastslå, at 80 – 90 procent af årsagen er biologisk arv. Som regel vil man finde, at nogle nære slægtninge har træk, der minder om Aspergers syndrom, for eksempel særlig teknisk begavelse.

Det er ud fra sådan forskning, at man taler om en neurologisk udviklingsforstyrrelse. Der er mange undersøgelser, for eksempel med scanningsteknikker, der har fundet afvigelser i hjernens funktion, blandt andet i pande- og tindingelappen. De moderne teorier handler imidlertid mere om forbindelserne mellem forskellige områder end om lokale afvigelser i hjernen. Selvom arv er vigtig, er der stadig tale om et samspil mellem arv og miljø. Jo bedre forståelse og selvforståelse personen møder, jo bedre livskvalitet og selvhjulpenhed og jo færre komplikationer som adfærdsforstyrrelser, konflikter og depression.

Ligesom med de genetiske årsager er der tendens til, at hjerneprocesserne tegner sig mere og mere komplekse, jo mere man forsker i dem. Der er mange sammenvævede årsager, ingen enkle svar.

Hvordan behandler man Aspergers syndrom?

De vigtigste elementer i behandlingen er de samme som ved autisme: Oplysning, specialpædagogik og forældrerådgivning samt for unge og voksne samtalebehandling, social træning i gruppefællesskaber og erhvervstræning. Medicin kommer kun på tale, hvis der udover selve syndromet også optræder for eksempel depression eller ADHD.

Oplysning

Oplysning om psykiske lidelser bliver også kaldt for ’psykoedukation’. Det er vigtigt så tidligt som muligt at give barnet/den unge og familien en (selv)forståelse af handicappet. Det skal helst ske mundtligt og gerne suppleres med henvisninger til litteratur og kurser.

Forældrene er eksperter i deres eget barn og skal informeres med med så meget faglig ekspertviden, som de magter og finder mening i.

Specialpædagogik og forældrerådgivning

Indsigt i syndromet leder naturligt til en fornemmelse af, hvad der fremmer barnets stærke sider og dæmper konflikter og frustrationer. For eksempel er det vigtigt at formidle rammer og regler meget klart. Det kan man gøre ved hjælp af skemaer med piktogrammer, som viser rækkefølgen i dagligdagens aktiviteter. Når barnet lærer at læse, kan man skrive rammer og regler ned, og senere i barnets ungdomsliv kan man benytte mobilen som værktøj til at få hold på regler og rammer.

Det er en god idé at fastholde krav om at overstå det ”kedelige”, som alle børn bør lære, før barnet eventuelt bliver belønnet med at kunne dyrke sin særinteresse. Her er såkaldte adfærdsterapeutiske principper nyttige.

Jo mere ro og fast struktur, jo bedre muligheder for at udnytte begavelsen og de særlige evner til skoleindlæring og erhvervstræning. Som almenskolen er indrettet i dag med store klasser, projektarbejde og flydende holddannelse – og deraf følgende store sociale krav – er det nødvendigt, at mange elever med Aspergers syndrom går i små specialklasser med særlig ekspertise hos lærerne. Hvis elever skal være ”enkeltintegrerede”, kræver det mindst lige så høj faglig ekspertise.

Samtalebehandling

I teenageårene begynder de unge at reflektere over deres særpræg og har brug for hjælp til positiv selvforståelse og mestring af samvær med andre på deres specielle betingelser. En moderne vej til dette er ”ugesamtaler” med for eksempel en kontaktlærer. Det er et stærkt pædagogisk-terapeutisk redskab indenfor en fast, tilbagevendende ramme at vende ugens begivenheder, både det der gik godt, og det der var svært. Læreren har set, hvordan den unge klarer sig på ”livets bane” og kan støtte ham i at reflektere over det. Det kan bidrage til den sociale træning, som skal foregå hele tiden.

Senere i livet kan psykologsamtaler, eventuelt i gruppe med ligestillede, være værdifulde.

Erhvervstræning

Det er vigtigt fra første færd at træne selvstændighed - så som personlig hygiejne, tage offentlig transport og møde til tiden. Det er forudsætningen for at kunne få et almindeligt eller beskyttet job. Nogle kan klare en gymnasie- og universitetsuddannelse. Andre får brug for særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), hvori der indgår praktikophold for at vurdere, hvor selvstændig den unge kan arbejde.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Man kan i dag ikke direkte behandle de biologiske og psykologiske processer bag Aspergers syndromet. Det er dog sådan, at livskvaliteten kan blive god, hvis handicappet bliver kendt tidligt, og barnet og familien får hjælp fra sagkyndige. I første omgang skal omgivelserne tilpasse sig barnets behov. Det gør man eksempelvis ved, at barnet bliver grundigt forberedt på selv små forandringer, da det nedsætter stress og forvirring. Efterhånden skal den unge lære selv at udvælge sammenhænge og aktiviteter, som er gode for ham eller hende, for eksempel samvær på tomandshånd med en kammerat med lignende interesser. Selvopfattelsen kan ændre sig fra at være ”sær” til at være noget særligt. Sociale kompecenter kan man til dels træne, selvom det kræver større anstrengelse for børn med Aspergers syndrom end for alle andre børn.

De fleste har brug for at bo længere hjemme end gennemsnittet, men en del kommer på specialefterskoler og flytter som voksne i bofællesskab eller beskyttet bolig. Begavelsesniveauet har betydning for de faglige og erhvervsmæssige muligheder.

Mange bliver i ungdomsårene bevidste om deres anderledeshed og føler savnet ved ikke at være som andre, som i perioder kan give lav selvfølelse og en følelse af tristhed. Man har imidlertid kendskab til mange personer med Aspergers syndrom, som er blevet forholdsvis velfungerende, selvstændige mennesker, der kan klare specielle jobs, omend de klart har deres særpræg og behov for skærmning. Personer med Aspergers syndrom kan også leve i parforhold og stifte familie.

Hvor kan man læse mere?

Aspergerforeningen / www.aspergerforeningen.dk er også gode veje til viden, kurser og kontakt med ligestillede patienter og pårørende.

www.autisme.dk har et righoldigt tilbud af informationer, heriblandt Autismebladet, som kommer fire gange om året.

www.guu-gua.dk - GUU-GUA foreningen

Bog: Uta Frith: Autisme og Aspergers syndrom, Dansk Psykologisk Forlag, 2010.

Læs mere om HANDICAP

  • Autisme, GUU, GUA

  • Edwards syndrom

  • Turner syndrom

  • At blive forældre til et handicappet barn

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM HANDICAP
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer