Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Vandbrok og årebrok

 
pungen brok nedsat frugtbarhed

Et vandbrok er en væskeansamling i pungen mellem testiklen og den inderste hinde, der omgiver testiklen. Det kan forekomme i alle aldre, men der er en principiel forskel på vandbrok hos drenge og hos mænd.

Vandbrok hos drenge

Testiklerne dannes i højde med nyrerne. I fosterlivet vandrer testiklerne ned, ud gennem lyskekanalen og videre ned i pungen. I det testiklerne glider ind i lyskekanalerne, trækker de en snip af bughinden med sig. (Det svarer til, at man stod med en ballon og pressede sin finger ind i den og trak en snip ud).

Den del af bughinden, der herefter sidder på testiklen og lige omkring den, forbliver dér resten af livet, mens resten af snippen skal forsvinde. Hvis den ikke gør det, kan der løbe vand fra bughulen ned omkring testiklen. Vand-mængden vil variere i løbet af dagen, og man taler derfor om et 'kommunikerende' vandbrok.

Vandbrok er ufarligt og giver sjældent ubehag. Det skader heller ikke testiklen. Det ses hos den helt lille dreng. Det er rimeligt at afvente, om det ikke forsvinder af sig selv. Hvis dette ikke sker, bør man operere det, for eksempel i fire til seks års alderen. Ved operationen åbner man ved lyskekanalen og fjerner den snip, som ellers skulle være forsvundet af sig selv.

Vandbrok hos voksne

Det drejer sig stadig om en væskeansamling mellem testiklen og den inderste hinde, men nu ses ingen forbindelse til bughulen. Nogle gange opstår vandbrokket som en følge til betændelse, men langt oftest er der ingen påviselig udløsende årsag. Som hos drenge er vandbrokket i sig selv ufarligt.

Imidlertid kan disse vandbrok hos mænd ofte blive ret store og i sjældnere tilfælde indeholde en halv til en hel liter væske. Alene på grund af størrelsen kan der derfor være en god grund til at behandle, men hos mænd under 50 år bør et vandbrok ikke blive så stort, at manden ikke kan føle på sin testikel og dermed opdage, at der måske kommer en knude i testiklen.

Som behandling kan man udtømme vandbrokket og indsprøjte et stof, der skal få den inderste hinde til at klæbe til testiklen, så der ikke igen kan samle sig væske. Behandlingen virker langtfra altid, og i så fald må man operere. Operationen foregår på pungen, hvor man fjerner det meste af den inderste hinde.

Hvad er årebrok?

Et årebrok er betegnelsen for åreknuder på de årer (vener), der fører blod væk fra testiklen. Disse vener ligger i et netværk omkring sædstrengen. Årebrokket ses som en udposning oven over testiklen ved pungens rod, og det ses kun hos den stående mand og forsvinder, når han lægger sig ned.

Yderligere ses det i over 90 procent af tilfældene kun på venstre side. Dette skyldes en anatomisk forskel på, hvor disse årer fra testiklerne slutter. På venstre side løber de til sidst ind i nyrevenen, mens de på højre side løber ind i den store legemsåre – vena cava – der fører blod fra underkroppen tilbage til hjertet. På venstre side ved nyrevenen opstår der langt oftere en fejl ved den ensretter ventil, som findes i venen på dette sted.

Årebrok kan være skyld i, at temperaturen i testiklerne bliver højere end normalt, og dette kan hæmme sæddannelsen og dermed være en årsag til ufrivillig barnløshed . Ellers giver årebrok få symptomer. Man skal dog være opmærksom på, at når midaldrende mænd udvikler et årebrok, kan det skyldes forandringer ved venstre nyre, for eksempel en svulst.

Der er flere mulige behandlinger af årebrok. Man kan indsprøjte et stof i årene, så de klapper sammen. Behandlingen udføres langtfra alle steder. I stedet kan man operere, enten lidt oppe i maven for at lukke årene her, eller man opererer højt på pungen.

    Forrige: Visdomstænder
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer