Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Et fængsel af gentagelser

 
tvangstanker behandling ritualer pårørende tvangsmønstre tvangshandlinger OCD personlig beretning

Tøjet skulle have nøjagtig samme farve – ellers måtte det ikke vaskes sammen. Seks par cowboybukser var altså lig med seks vaske. Stearinlys skulle tændes efter et nøje fastlagt skema og slukkes på en bestemt måde. Dør, kaffemaskine og stikkontakter blev tjekket tre gange, og emhætten skulle altid stå på tre. Bettina Broni har brugt oceaner af tid på sine tvangshandlinger. Læs hendes historie om, hvordan hun fik styr på dem.

44-årige Bettina Broni har lidt af OCD (obssive comulsive disorder) , siden hun var 12 år. Hun er selv overbevist om, at hendes sygdom skyldes, at hun har været mobbeoffer. Fra dag ét i folkeskolen og til 9. klasse var hun dagligt udsat for ondartet mobning – ikke bare fra klassekammeraterne, men også fra sin klasselærer.

Mobningen førte til, at en usynlig veninde satte sig på skulderen af hende. Hun fortalte Bettina, hvad hun skulle gøre for at få en god dag uden at blive mobbet. For eksempel gå ned ad den ene række fliser på vej til skole og hoppe over nogle små grantræer på vej til bussen. Hvis hun hoppede over dem i en forkert rækkefølge, skulle hun gøre det om. Veninden vækkede hende også om natten, så hun kunne lave ti englehop for at være sikker på, at hun var i live, og at næste dag ville blive en god dag.

Tvangshandlingerne udviklede sig, og helt galt blev det, da hun fik børn. Især da hendes yngste datter, der lider af en kronisk sygdom, blev født. Hun var simpelthen bange for, at datteren ville dø, hvis ikke hun udførte alle sine ritualer.

Voldsomt tidskrævende

Og de udviklede sig og overtog mere og mere af hendes liv. Mange af dem var centreret om tøjvask. For ikke alene skulle tøjet have samme farve for at kunne blive vasket sammen, det skulle også hænges op i farveorden – og tages ned på samme måde. Når det skulle lægges sammen, var det nødvendigt for hende, at det skete efter alder – den ældste først osv.

- Det var virkelig tidskrævende. Mange gange nåede jeg kun en maskine om dagen, for det skulle jo gøres om, hvis der havde sneget sig en farve med, som ikke måtte være der. Så vi havde altid vasketøj liggende, fortæller Bettina Broni.

Tøjet var ikke eneste ritual. 25-30 stearinlys skulle tændes i en bestemt rækkefølge og slukkes modsat. Og var nogen kommet hende i forkøbet og kun havde tændt et eller to lys, gik hun nærmest i panik og var nødt til at slukke dem og tænde igen på hendes måde.

Alle pyntegenstande skulle stå helt nøjagtigt. Bøgerne skulle stå i alfabetisk rækkefølge, emhætten altid på tre og døre, kaffemaskine og stikkontakter skulle tjekkes tre gange.

- Jeg stod op om natten for at tjekke tingene og også sikre mig, at mine børn trak vejret, siger hun.

Ville ikke erkende sygdommen

Som så mange andre OCD-ramte lykkedes det Bettina Broni at holde sine tvangshandlinger og tvangstanker skjult for omgivelserne. Den eneste, der havde lagt mærke til hendes mærkelige handlinger, var hendes mand. Det gik op for hende, da hun i en periode fik lykkepiller på grund af en depression, og de virkede også på OCD’en. I hvert fald så meget, at manden lagde mærke til, at hun var holdt op med at gøre de ”underlige ting”.

Det fik hende for første gang til at indvie den praktiserende læge i, hvordan hun egentlig havde det, og det var også lægen, der første gang satte ordet OCD på. Men mere skete der ikke. For hendes egen reaktion var afvisning.

”Det er dem, der er skøre, der har det. Og jeg er ikke skør”, var hendes reaktion, men efter at have læst om OCD, måtte hun dog erkende overfor sig selv, at det var det, hun fejlede. Men uden at gøre mere ved det.

Så OCD’en fik lov at accelerere indtil 2005, hvor Bettina Bronis mormor døde.

Endelig i behandling

- Det var selvfølgelig også min skyld. Jeg fulgte med hende i ambulancen, og hele vejen til sygehuset sad jeg og tænkte på, hvad jeg havde glemt. For noget måtte jeg jo havde glemt, når min mormor var så syg!

Den oplevelse fik endelig Bettina Broni til at gå til lægen og bede om hjælp. Hun var godt klar over, at den var rivende gal, når hun nu også påtog sig skylden for sin mormors død. Og stik imod hvad hun forventede, var der hjælp at hente.

Hun blev henvist til kognitiv adfærdsterapi og fik samtidig medicin. Den skal hun tage resten af livet, og selvom den som bivirkning har, at den giver øget vægt, lever hun helt fint med den.

- Hvis det er det, der skal til, for at jeg har et godt liv, så er det i orden med mig. Jeg mangler et stof i hjernen, og det er jo ikke værre, end hvis jeg havde sukkersyge. Så skulle jeg også have noget tilført. Og vægtøgningen: Ja, hvad vil jeg helst: være rask eller syg? Det er ikke så svært at svare på, siger hun.

Terapien bestod i, at hun gradvist skulle stoppe sine ritualer. Først vaske forskellige farver sammen, og samtidig skulle hun føre dagbog over det ubehag, det gav hende. I begyndelsen var det slemt, men det varede ikke nær så længe, som hun havde regnet med. Og det gik også helt fint med de øvrige ting, hun skulle lade være med. Lige indtil det kom til hendes ritualer omkring datteren. Det var værre.

Symptomfri – men ikke helbredt

På grund af sin angst for at datteren skulle komme noget til, havde Bettina Broni indført, at datteren skulle cykle en bestemt vej til skole, så Bettina Broni kunne se hende. Derefter åbnede hun terrassedøren for at høre, om der kom en ambulance. Og så fulgte hun både datteren og sønnen med sms’er hele dagen. Det kunne sagtens blive til 20-30 sms’er om, hvad de lavede, hvor de var henne, og hvem de var sammen med. Hun havde fuld kontrol med børnene.

Men nu skulle hun altså tage en kold tyrker. Sige farvel til datteren om morgenen og så bare lade hende køre. Og ikke noget med at sende sms’er. I dag har hun den aftale med psykologen, at hun maksimalt må sende fem sms’er, hvis hun får lidt tilbagefald.

Hun vil ikke kalde sig helbredt for sin OCD i dag, men symptomfri. Hun skal tage sin medicin resten af livet, og hun har også stadig en rest af OCD’en. For eksempel skal hun altid have nr. 3 på hylden, når hun handler. Deodoranten, mælken eller ugebladet – det skal være nr. 3. Og hvis ikke hun kan få det, lader hun være med at købe den specifikke ting.

- Men det er småting, som jeg kan leve med, siger hun.

Selvom OCD’en har fyldt meget i Bettina Bronis liv, lykkedes det hende at få drømmeuddannelsen som pædagog og også at arbejde som sådan i en årrække. Heller ikke her, var der nogen, der vidste noget om hendes sygdom. Og den forhindrede hende heller ikke i at passe jobbet. Snarere tværtimod siger hun galgenhumoristisk.

- Jeg var den helt rigtige at sende ud med børnene. Det var helt sikkert, at jeg havde det rigtige antal med hjem, for de blev talt og talt hele tiden.

OCD kræver godt skuespil

Det med at skjule OCD’en deler Bettina Broni med de fleste ramte.

- Det Kongelige Teater skulle bare vide, hvad de går glip af. Vi er gode skuespillere. Men det er også typisk, at man har sine ritualer og tvangshandlinger hjemme, hvad der jo gør det lettere at skjule sig for omverdenen. Men hjernen kører også udenfor hjemmet, så mange har hele tiden tankerne andre steder. Det havde jeg også, og jeg har fået at vide, at jeg er langt mere nærværende nu. Jeg er ikke længere bange for, at det brænder derhjemme, fordi der er et ritual, jeg ikke har fået gennemført, siger hun. Bettina Broni måtte sige farvel til jobbet som pædagog i 1998. Primært på grund af muskelgigt, men OCD’en spillede også ind. Siden har hun været på førtidspension, men har gjort meget for at bevare en berøringsflade udenfor hjemmet.

Svært at være pårørende

I otte år var hun formand for pigefodbolden i Grenå, og i dag er hun formand for OCD-foreningen, der støtter de OCD-ramte og deres pårørende og ikke mindst gør meget ud af at oplyse om OCD. For selvom man regner med, at 100.000 danskere lider af sygdommen, er den ikke særlig kendt. Heller ikke blandt de ramte selv.

- For eksempel vidste jeg ikke, at man kan blive behandlet og faktisk blive rask. Og det er jeg ikke alene om. Derfor er det vigtigt, at der er et sted, hvor man kan tale med andre, der ved, hvad sygdommen handler om. Det gælder også for de pårørende, der også har glæde af at tale med andre og ikke mindst at få at vide, at man kan få det godt, selvom man lider af OCD, siger Bettina Broni.

For det er svært at være pårørende, understreger hun. De OCD-ramte ser ikke syge ud. De er ganske almindelige mennesker, men deres tvangshandlinger og –tanker kan være meget svære for andre at acceptere. Det kræver stor tålmodighed fra omgivelserne at leve sammen med en, der kan være timer om at komme ud af døren.

Derfor arbejder OCD-foreningen også for bedre tilbud til de pårørende. Bettina Bronis mand fik halvanden times information hos psykologen, mens hun var i behandling, og det er slet ikke nok, siger hun. Foreningen forsøger derfor at skaffe penge til kurser for de pårørende, så de kan blive klædt på til at tackle familiens situation.

I dag er livet godt

Hvis Bettina Broni skal karakterisere sit liv i dag, tøver hun ikke.

- Jeg har et godt liv og er glad og udadvendt. Og jeg er helt tryg ved fremtiden. Hvis jeg mærker, at OCD’en nærmer sig, ved jeg, hvad jeg skal gøre, og hvor jeg kan hente hjælp.

Bettina Bronis råd til andre OCD-ramte, der endnu ikke har gjort noget ved deres sygdom er:

  • Vær åben om din sygdom

  • Gå til din læge, så du kan komme i behandling

  • Lad være med at skamme dig over, at du er syg

Og til de pårørende er rådet først og fremmest at vise forståelse og lytte. Men ikke så meget, at man blive hvirvlet ind i OCD’en. Som pårørende skal man altså ikke acceptere at tjekke flere gange, om døren nu også er låst, men bare sige, at det er den. Til gengæld skal man lade være med at afbryde den OCD-ramtes ritualer. Hvis de vil tjekke døren, må de gøre det.

- Vi skal have lov at gennemføre vores ritualer, ellers får vi det meget dårligt, understreger Bettina Broni.

    Forrige: Turner syndrom
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer