Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Tics hos børn og voksne

 
Tics tic diagnose symptomer behandling

Tics er ufrivillige sammentrækninger i muskulaturen. Tics ses hos mange, især drenge, som et forbigående fænomen (hos cirka 10-15 procent).

Motoriske tics: Motoriske tics kan være simple eller komplekse. Ved simple tics er kun en enkelt muskelgruppe involveret, for eksempel som det ses ved grimasseren eller øjenblinken. Ved komplekse motoriske tics inddrages flere forskellige muskelgrupper i kroppen, som det ses ved hoppen, spytten, hovedkast og hoveddrejninger. Forbigående motoriske tics er oftest simple og ses i 10-12-års alderen og varer typisk et års tid.

Vokale tics: Vokale tics er ufrivillige lyde, ofte i form af rømmen, stønnen, hvin eller snøften, eller i form af papegøjetale eller brug af obskøne, ”frække” ord eller sætninger. Disse siges eller råbes tilsyneladende helt umotiveret, og oftest er de socialt upassende og generende.

Tourettes syndrom: Tourettes syndrom er karakteriseret ved, at man har såvel motoriske som vokale tics. Tilstanden ses hyppigst hos drenge og mænd, og befolkningsundersøgelser viser en hyppighed på omkring 1 procent. Ved Tourettes syndrom er der typisk debut af motoriske tics i 4-5-års alderen og debut af vokale tics et par år senere.

Ticene varierer over tid, såvel hvad angår intensitet, type og udtryk. Stress og belastning kan forværre ticene. En del børn og voksne med Tourettes syndrom kan undertrykke deres tics i en begrænset periode, enten bevidst eller når de er meget optaget af spændende gøremål.

Hos cirka en tredjedel forsvinder ticene helt i ungdomsårene, hos knapt halvdelen aftager ticene i sværhedsgrad i voksenalderen, mens resten fortsat vil have generende tics i voksenalderen. Forbigående tics er næsten altid karakteriseret ved kun at være simple tics, for eksempel i form af rykninger ved øjnene eller munden eller grimasseren. I tilfælde hvor ticene bliver mere komplekse og involverer flere dele af kroppen, og hvis der kommer lyde, vil det typisk dreje sig om Tourettes syndrom.

Hvorfor får man tics?

Årsagsforholdene er uafklarede. Tics og Tourettes syndrom har en neurobiologisk baggrund, det vil sige, at man ikke selv er skyld i dem, ligesom de heller ikke skyldes faktorer i opdragelsen. Ticene skyldes manglende hæmningsmekanisme i centrale nerveforløb i hjernen – det vil sige, at den mekanisme, der normalt hindrer pludselige udbrud eller bevægelser er sat ud af kraft. Selv om tics og Tourette har en neurobiologisk baggrund, kan de være påvirkelige af psykologiske faktorer, herunder stress. Der er nogen dokumentation for, at genetiske faktorer spiller en stor rolle, men også disse forhold er endnu ikke fuldt afklaret.

Hvornår skal man søge læge?

Forbigående, lettere tics kræver ingen behandling. Når disse tics optræder, er det vigtigt at huske på, at de er uden for barnets kontrol. Det nytter således ikke at blive irriteret på barnet eller prøve at få barnet til at undertrykke sine tics. Kun hvis de bliver stærkt generende, enten for barnet selv eller omgivelserne, kan man forsøge at øge barnets opmærksomhed på ticene og sammen med barnet undersøge, om barnet kan kontrollere ticene i bestemte situationer. Er barnet selv utrygt ved sine tic, kan man berolige det med, at det langt oftest vil være et fænomen, som forsvinder efter kort tid.

Sværere tics, eventuelt som led i Tourettes syndrom, kan kræve behandling, hvis de er generende for patienten (barn eller voksen). Dels kan det føles flovt for barnet ikke at have kontrol over sin krop, og her er ofte de vokale tics mere generende end de motoriske. Nogle børn med Tourettes syndrom vil prøve at undertrykke deres tics i sådan en grad, at det går ud over deres koncentration og dermed deres indlæring i skolen. Høje lyde og komplekse motoriske tics, for eksempel i form af hoppen og spjætten, kan være irriterende for andre omkring barnet. Derfor vil såvel barnet som den voksne med voldsomme tics påkalde sig opmærksomhed, og for mange vil dette selvsagt være ubehageligt.

Hos en del børn og voksne med Tourettes syndrom ses samtidigt andre vanskeligheder: Hos nogle ses såkaldt sensorisk hypersensibilitet. Ved denne tilstand er man særdeles modtagelig over for lugt- og smagsindtryk, ligesom nogle kan have overfølsomhed over for stramt tøj eller sko. Hos nogle børn med Tourettes syndrom ses indlæringsvanskeligheder, hos andre ses ukontrollerede raserianfald, som ofte kan være særdeles voldsomme og langvarige. Mange børn med Tourettes syndrom har også ADHD (attention deficit hyperactivity disorder), som betyder, at de har vanskeligheder med koncentration, at de er hyperaktive og meget impulsive. Hos en del med Tourettes syndrom ses samoptrædende OCD (obsessiv-compulsive disorder). Ved denne tilstand har man svære tvangstanker og tvangshandlinger, som ofte betyder, at man føler sig tvunget til at udføre ritualer af forskellig karakter (overdreven håndvask, tjekken af døre og el-installationer, at man skal røre bestemte ting osv.).

Ofte kan det være raserianfaldene, de belastende ADHD - eller OCD-symptomer , som er de mest generende for barnet (og omgivelserne), og som fører til, at familien opsøger læge eller hjælp hos skolepsykologen. Er den ramtes funktionsniveau påvirket (socialt eller fagligt), eller er ticene generende over lang tid (nogle får udtalte muskelsmerter på grund af sammentrækningerne) enten for patienten eller for omgivelserne, bør man søge hjælp. Udredning og behandling af svære tics og Tourettes syndrom ligger enten i neuropædiatrien, neurologien eller i børne- og ungdomspsykiatrien.

Hvordan behandles tics?

Forbigående, mindre tics kræver ikke behandling, mens sværere tics, eventuelt som led i Tourettes syndrom, kan være behandlingskrævende. Sværere tics kan både behandles med medicin og med ikke medicinske metoder.

Neurofeedback

I Neurofeedback anvender man det, man kalder eeg (målinger af hjerneaktivitet). Målet er at give personen feedback om hans/hendes hjerneaktivitet og træne og fremme adfærd, som hæmmer bestemte ”hjernesvingninger” med henblik på at få større kontrol over tics.

Blandt de ikke-medicinske metoder er afprøvet afslapningsteknikker, hypnose, neurobiofeedback, kognitiv adfærdsterapi og habit reversal training. Afslapningsteknik, kognitiv adfærdsterapi og habit reversal training (HRT) er bedst belyst. Først og fremmest er psykoedukation til patient, familie og netværk særdeles vigtig. Ved psykoedukation forstås undervisning og information om, hvad tics og eventuelt Tourettes syndrom er, herunder hvad man ved om årsagsforhold, forløb og behandlingsmetoder. Psykoedukation handler også om, hvorledes man som forældre og lærere mest hensigtsmæssigt kan tackle et barn med disse vanskeligheder. Som forældre er det vigtigt at være opmærksom på, at barnet ikke selv er skyld i eller kan kontrollere sine tics. Man bør forsøge ikke at blive irriteret og dramatisere ticene, idet stress omkring barnet ofte kun forværrer tics. Er barnet i et træningsforløb, hvor man søger at undertrykke/udsætte tics i bestemte situationer, er det vigtigt, at forældrene støtter dette – også i hjemmet og når ticene opstår.

Således vil man som forældre ind imellem skulle hjælpe barnet med at blive mere opmærksom på sine tics, men samtidig også respektere barnets behov for fred og ro og acceptere, at barnet har ukontrollerede bevægelser og lyde. Som forældre kan man også støtte sit barn socialt i dets relationer til kammerater ved at afdramatisere ticene og diskutere med barnet, hvad det kan stille op, hvis det for eksempel skulle blive drillet med sine tics. I udredningen af patienten er det vigtigt at kortlægge, om ticene optræder i bestemte situationer med henblik på, om man kan nedsætte stressfyldte forhold for patienten. I den indledende udredning indgår også en proces, hvor patienten også selv bliver gjort bevidst om ticene. Mange med tics og Tourettes syndrom føler ikke, at de har nogen som helst kontrol over de ufrivillige bevægelser og lyde. At få kortlagt omfang og karakter af ticene kan for mange betyde, at de får højere grad af kontrol over dem.

Ved kognitiv adfærdsterapi (eksponerings- og responsprævention) trænes patienten i at udsætte eller helt at undlade at udføre en tic. De fleste patienter med tics har såkaldte forvarsler i form af en spændingstilstand eller ubehagsfølelse i og omkring muskelgruppen. Træningen går ud på, at man efter at have mærket spændingen/ubehaget arbejder med at udsætte eller undertrykke ticet.

Ved habit reversal training, som man efterhånden har gode erfaringer med, øges også patientens opmærksomhed på ticene og det oplevede ubehag i kroppen, før en tic udløses. Man søger i denne træning at lære patienten i alternative bevægelser, som fysisk umuliggør udførelsen af tics. Den nye bevægelse introduceres og trænes grundigt med patienten og udføres, når barnet eller den unge mærker ubehaget. Bevægelsen gentages, indtil ticene er væk. Med tiden er behandlingen medvirkende til, at patienten oplever sig i større kontrol over de motoriske og vokale tics.

Medicinsk behandling

Der foreligger en vis dokumentation for, at visse former for medicin kan afhjælpe Tourettesymptomerne. Man kan anvende medicin med det virksomme stof clonidin, som hos cirka 30 procent af patienterne har en rimelig effekt i form af at reducere ticene. Den væsentligste bivirkning ved dette stof kan være svimmelhed og træthed.

Også medicin med de virksomme stoffer Risperidon og Apripiprazol har moderat til god virkning hos en del patienter med Tourettes syndrom. Mange patienter, der får medicinsk behandling, kan fortsat have tics, dog i et mindre omfang. Bivirkningerne af disse stoffer er oftest træthed, vægtøgning og stivhed i muskulaturen, ligesom der kan være langtidseffekt på kredsløbet og nervesystemet.

For ikke at fastholde patienten i en årelang medikamentel behandling anbefales det, at man ophører med medicinen i perioder, for at vurdere, om der stadig er behov for den.

    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer