Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Skelen

 
Skelen fejlstilling skele dobbeltsyn optræning synsstyrke skelefejlstilling skeleoperation øjenmuskler børn voksne

Normalt peger begge øjne i samme retning og ser mod det samme mål. Ved skelen er det kun det ene øje, som kigger mod målet. Det andet øje peger i en anden retning.

Hvorfor opstår skelen?

Man kan skele af mange årsager. Vores 2 øjne bevæges af i alt 12 muskler. Ved den almindelige skelen er øjenmusklerne sunde og normale, men koordinationen af muskler er ikke helt perfekt. Defekten ligger i det center i hjernen, som styrer de mange muskler. Skelen er kun sjældent udtryk for en egentlig sygdom i hjernen, men kan snarere opfattes som vores forskellighed som mennesker. Nogle er bedre til motorik end andre, og det gælder altså også for vores kontrol med øjenmusklerne.

Ved nogle sjældne skeleformer ligger årsagen i en dårligt fungerende øjenmuskel. Det ses for eksempel efter blodpropper i hjernen, alvorlige slag mod hovedet eller ved stofskiftesygdomme.

Hvor hyppigt forekommer det?

Fem procent af alle børn skeler. Voksne kan også begynde at skele, men det er mere sjældent.

Hvilke symptomer kan man opleve, når man skeler?

Børn: Hvis man skeler, ser man dobbelt; men hos et barn vil hjernen hurtigt begynde at undertrykke synsindtrykket fra det ene øje. Ubevidst kobler barnet det ene øje fra, og barnet ser ikke længere dobbelt. Et barn har derfor ofte ingen klager. Hvis barnet ubevidst altid kobler det samme øje fra, vil synet ikke udvikles normalt på dette øje. Øjet bliver ”dovent” eller ”skeleblindt”. Hvis barnet ubevidst veksler mellem de to øjne, bliver synet normalt udviklet.

Unge og voksne: Efter 8-10 års alderen er synet hos mennesket færdigudviklet. Begynder en person at skele efter det 8.-10. leveår, og har man på dette tidspunkt udviklet et normalt syn, vil man ikke miste det igen. Man kan altså ikke udvikle et dovent øje efter det 10. leveår. Begynder man at skele som ung eller voksen, vil man til gengæld ofte opleve dobbeltsyn. Hjernen kan på dette tidspunkt ikke lære at undertrykke synsindtrykket fra det ene øje. Begynder man at skele som ung eller voksen, kan man også opleve hovedpine, øjentræthed og læsebesvær, fordi man bevidst eller ubevidst arbejder voldsomt med øjenmusklerne for at holde øjnene lige.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles hyppigst af forældrene eller af sundhedsplejersken ved at se på barnet. Andre skelebørn bliver opdaget ved fire-års-undersøgelsen hos den praktiserende læge, hvor barnets syn undersøges hvert øje for sig. Alle børn, der skeler, skal ses af en øjenlæge, da skelen i sjældne tilfælde kan skyldes egentlige øjensygdomme som for eksempel medfødt grå stær. Øjenlægen vil også undersøge, om barnet har behov for briller, da dette i nogle tilfælde kan ophæve en skelen. Øjenlægen vil følge barnets synsudvikling.

Hvordan behandles skelen?

Behandlingen af skelebørn har to adskilte faser:

1. Optræning af synsstyrken. Først skal man sikre en normal synsudvikling. Har barnet fået et dovent øje, sætter man plaster for det gode øje. Man tvinger herved barnet til at bruge det dovne øje, og synet optrænes. Plasterbehandlingen fortsættes, til synet er normalt på begge øjne. Det kan godt tage mange måneder. Optræning af synsstyrken fjerner sædvanligvis ikke skelefejlstillingen. Synsudviklingen skal følges ind til barnet bliver cirka 10 år. Det gælder også, selvom barnet bliver opereret og slipper af med sin skelen. Starter man først plasterbehandlingen efter det 10. leveår, opnår man ingenting.

2. Behandling af skelefejlstillingen. Efter man har optrænet synsstyrken, kan man behandle fejlstillingen af øjnene. En operation foretages, hvis barnets skelen er kosmetisk påfaldende. Operationen skal sikre barnet en god social udvikling uden mobning. Man opererer derfor ofte, når barnet nærmer sig skolealderen. Der findes dog enkelte undtagelser for denne regel. Det afklares ved øjenlægens undersøgelse af barnet.

En operation vil ikke afhjælpe et dovent øje. Det er derfor meget vigtigt at følge synsudviklingen også efter en operation.

Enkelte, sjældne skeleformer kan trænes væk. Øjenlægen kan instruere i øvelser. Hvis barnet er langsynet, ser man nogle gange, at en skelen svinder, når barnet får den rette brille.

Hvis en skelen skyldes en defekt muskel, er det ikke altid muligt at rette fejlstillingen ved en operation. For at afhjælpe dobbeltsyn kan det her være nødvendigt at dække synet for det ene øje, for eksempel ved en klap, et sandblæst brilleglas eller ved en sort kontaktlinse.

Hvordan foregår en operation for skelen?

En skeleoperation kan foregå i lokal eller fuld bedøvelse. Hos børn vil man altid vælge fuld bedøvelse. Operationen foregår på hospital og hos enkelte praktiserende øjenlæger. Ved operationen trækkes den hvide slimhinde på øjet forsigtigt til side, og øjenmusklerne dukker frem. Kirurgen kan nu lave musklerne længere eller kortere og herved rotere øjet det ønskede antal grader. Der opereres på et eller to øjne samtidigt afhængigt af skeletypen. Slimhinden lægges til sidst på plads igen. Musklerne sidder udvendigt på øjet, og risikoen for at beskadige synet er derfor meget lille.

For at sikre mindst mulig blødning under operationen, bør man 7 dage forinden undgå medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, dvs. Kodymagnyl, Albyl, Idotyl og Hjertemagnyl. Man bør heller ikke bruge naturmedicinen Gingo Biloba eller Hvidløgspiller.

Efter operationen vil øjenlægen sædvanligvis tilbyde at se den opererede et par gange for at kontrollere for betændelse. Det tager noget tid, før hævelsen falder, og før øjenmusklerne fungerer normalt igen. Øjenlægen kan derfor først efter et par måneder se, om operationen har haft den ønskede virkning, eller om der skal laves yderligere kirurgi.

Hvad er eftervirkninger til operationen?

Efter operationen vil øjeæblet være rødt og hævet. Hævelsen vil ofte tiltage i dagene efter operationen. Øjet bliver først helt blegt efter 6-12 måneder. Da der sidder nogle små tråde på øjeæblet, vil den opererede have en fornemmelse af sand i øjet. Disse gener aftager efter 1-2 uger. I sjældne tilfælde opnår man ikke det ønskede resultat, og det kan da være nødt til at operere igen på et senere tidspunkt.

Hos mange kommer en skelen tilbage senere i livet. Det kan da blive nødvendigt at operere igen. En sjælden komplikation er dobbeltsyn. Dette forsvinder sædvanligvis efter nogen tid. Hos enkelte patienter svinder dobbeltsynet ikke, og man kan da være nødt til at dreje øjet lidt tilbage igen ved en ny operation.

For at undgå infektion vil øjenlægen ofte anbefale drypning med antibiotikaøjendråber efter operationen.

Øjenlægen vil anbefale, hvor længe det vil være fornuftigt at holde sig i ro efter operationen, typisk 14 dage. Man bør ikke dyrke sport i denne periode.

Øjenlægen vil ligeledes anbefale, hvor længe det vil være fornuftigt at holde et barn hjemme fra børnehave eller skole. Det vil typisk være 1 uge. Barnet bør undgå svømmehal i 1 måned efter operationen, fordi badevandet kan indeholde mange bakterier og give betændelse i øjet. Voksne skal regne med sygemelding i en uges tid. Har man et hårdt fysisk arbejde eller et arbejde med megen snavs, skal man regne med sygemelding i 14 dage.

Kan skelen fjernes med briller?

Hvis barnet er langsynet, ser man nogle gange, at en skelen svinder, når barnet får den rette brille på næsen. Små fejlstillinger kan korrigeres ved at slibe prismer ind i brillen. Denne løsning anvendes sædvanligvis kun hos voksne.

Er der noget man selv kan gøre for at afhjælpe skelen?

Vi har en mistanke om, at for megen tobak og alkohol hos en gravid øger risikoen for skelen hos fosteret. Spørgsmålet kan dog ikke siges at være endeligt videnskabeligt afklaret. Man kan ikke forebygge en skelen, og man kan sædvanligvis ikke træne en skelen væk. Der er derfor ingen grund til at købe dyre træningsprogrammer. Der findes en enkelt undtagelse fra denne regel: Når vi læser eller laver andet nærarbejde, skal vi kunne dreje øjnene en lille smule indad. Nogle mennesker har svært ved dette. Denne særlige skeleform kaldes på fagsprog konvergens-insufficiens. Det giver træthed og hovedpine ved læsning. Her kan man ofte hjælpe med øvelser, hvor man styrker musklerne, der drejer øjnene indad. Din øjenlæge kan instruere dig, og behandlingen er her dækket af den almindelige sygesikring. Nogle optikere tilbyder også behandlingen mod et gebyr.

Læs mere om ØJNE

  • Operation for skelen

  • Samsynsproblemer

  • Skal mit barn have briller?

  • Langsynethed

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM ØJNE
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer