Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Ondt i ryggen - forskellige forløb

 
ondt i ryggen forløb udredning ved smerter i ryggen diagnose ved smerter i ryggen rygoperation

Der findes ikke noget typisk forløb for smerte i ryggen. Rygsmerter kan være mere eller mindre udpræget og have mange forskellige årsager, og smerteoplevelsen kan variere meget fra person til person. Derfor kan man ikke give et klart overblik over, hvordan et forløb vil blive.

Forløbsbeskrivelsen nedenfor bør derfor læses som en meget overordnet guide til, hvad man kan gøre, og hvad man kan forvente, når der opstår smerte i ryggen.

1: Hvor henvender man sig med smerter i ryggen?

Opsøger ikke behandler

De fleste episoder med nyopståede rygsmerter klinger af af sig selv i løbet af dage eller uger, og mange opsøger ikke en behandler.

Praktiserende læge og fysioterapeut

Cirka 25 procent af dem, der oplever rygsmerter, kontakter den praktiserende læge og halvdelen af dem, der gør det, bliver henvist til fysioterapeut.

Kiropraktor

Cirka 12 procent søger kiropraktor, og nogle af dem også egen læge.

Resten gør enten ingenting, bruger håndkøbsmedicin, motionerer eller andet.

Dem, der opsøger deres praktiserende læge eller kiropraktor, har typisk kraftigere og/eller langvarige smerter, end dem der ingen opsøger. Af disse personer vil cirka 75 procent stadig eller igen have rygsmerter på et eller andet niveau efter et år, men kun cirka 10 procent går fortsat til lægen .

For nogle er forklaringen på, at de ikke længere besøger deres egen læge, at de bliver behandlet andre steder, mens andre undlader det måske på grund af en intuitiv fornemmelse af, at rygsmerteforløb bølger op og ned, uden den store påvirkning af, om man bliver behandlet eller ej. Dette er også i overensstemmelse med, hvad flere studier viser.

2. Diagnose og udredning

De fleste får en grundig vurdering hos en læge eller en kiropraktor. Røntgen- eller MR-undersøgelse er i almindelighed mindre nødvendig end mange med rygsmerter tror. Naturligvis skal alle diagnoser overvejes, men kun én procent af dem en praktiserende læge/kiropraktor ser, viser sig at have en overraskende diagnose.

3. Behandling af smerter i ryggen (ikke-hospitalskrævende behandling)

Der er egentlig ikke ret meget, der påvirker et forløb med smerter i ryggen andet end naturens spontane ændringer. Men en række undersøgelser har dog vist nogen effekt af forskellige behandlinger ved smerter i ryggen. Nedenfor er opridset de ting, man ved, kan påvirke et rygsmerte-forløb:

Fysisk belastning

Man har i undersøgelser påvist nogen effekt på smerteforløbet af gentagne, fysiske belastninger, men på den anden side kan den forsigtighed, der kan være forbundet med at søge at forebygge sådanne smerter gøre det endnu værre: Man skal dog vide, at belastninger ikke ødelægger nogen biologisk struktur i ryggen, selvom de kan få smerter til at blusse op. Denne viden kan give en mere afslappet - og mindre anspændt - måde at bevæge sig på.

Mindsket fokusering på rygsmerter (psykologiske faktorer)

Det, der har vist sig mest effektiv mod smerter i ryggen, er at have en tillidsfuld holdning til, at ryggen er stærk, og at man, på trods af lidt hyppigere smerteepisoder, ikke biologisk set bliver skadet af belastninger. Man kan leve godt trods rygsmerter og stadig være i stand til for eksempel at passe sit arbejde. Formentlig netop på grund af mindsket fokusering på rygsmerter . Det er forståelsen af disse elementer, der er basis for såkaldt ’kognitiv behandling.’

Fysisk træning

Det er desuden påvist, at fysisk træning kan give en vis positiv effekt og dermed et bedre rygforløb. Dette harmonerer fint med, at ryggen både tåle belastninger, og indtil en vis (høj) grænse ligefrem har godt af det.

Anden behandling (smertestillende, kiropraktor og akupunktur)

En række andre behandlinger har også en effekt ved smerter i ryggen. Smertestillende medicin vil normalt have effekt ved alle forløb for alle typer.

Manipulation (som især kiropraktorer er kendt for) har effekt særligt ved akut opstået smerte i ryg eller nakke, mens der ved længerevarende smerteforløb er påvist nogen effekt af både træning, manipulation, kognitiv behandling og akupunktur.

Ikke desto mindre benytter en hel del sig af en række andre behandlinger, selvom der ikke er dokumentation for effekt andet end den spontane bedring, som de fleste med akutte eller opblussende smerteepisoder får.

Meget taler desuden for, at rygsmerter er et aspekt af et dårligere helbred samlet set– eller i hvert fald sin egen selvopfattelse at have et dårligere helbred end gennemsnittet.

4. Behandling på hospital i forbindelse med smerter i ryggen

De færreste med rygsmerter bliver indlagt, med mindre de skal opereres, eller hvis smerterne gør, at de ikke kan klare sig i hjemmet. Selv med diskusprolaps bliver forløbet ikke bedre af, at man bliver indlagt. Udredning af specielle mistænkte årsager til smerterne – eksempelvis kræft – kan også give anledning til indlæggelse. Mange rygforløb foregår dog i et hospitalsambulatorium på en reumatologisk afdeling.

MR-skanning

Det er typisk i forbindelse med MR-skanning , man kommer i kontakt med sygehusvæsenet, når man får ondt i ryggen. Men en MR-skanning giver betydeligt mindre forklaring på smerten, end de fleste tror. I de tilfælde, hvor man mistænker en alvorlig årsag til smerterne (speciel betændelse, kræft m.m.) kan det give anledning til indlæggelse, selv om disse diagnoser er meget sjældne hos dem, der får rygsmerter.

Operation for diskusprolaps

Man foretager sjældent en operation i ryggen. Sker det alligevel, er den hyppigste årsag en diskusprolaps . Som regel opererer man først, hvis man har meget ondt efter halvanden måned, eller hvis iskiassmerter ikke er mindsket efter tre til fire måneder. Andre kriterier for en operation af en diskusprolaps er:

  • hyppigere tissetrang

  • problemer med at holde på luft fra tarmen

  • friske lammelser i det område af ben eller arm, som den nerve der er påvirket af prolapsen i lænden eller halshvirvelsøjlen, går til.

I disse tilfælde skal operationen som regel foretages indenfor 1-2 døgn.

Operation for spinalstenose

Man kan operere for spinalstenose , hvor man skaber plads til nervebundtet i lænden eller rygmarven i halshvirvelsøjlen

Andre ryg-operationer

I tilfælde af lokale rygsmerter, hvor man kan påvise, at det er forårsaget af én discus, kan man operere for at stivgøring dette led. Derudover opereres der ved forskellige meget sjældne tilstande, så som kræft og skolioser (= skæve rygge).

5. Det videre forløb

Undersøgelser har vist, at har man først mærket en del til ryggen, vil man med stor sandsynlighed også gøre det i fremtiden. Særligt præcise tal man man dog ikke give, men det er værd at bemærke sig dette:

Mange har de mere generende rygsmerter samlet i en periode af livet, hvorefter smerterne mindskes betydeligt eller endda forsvinder. Det er også væsentligt, at rygsmerter langt hen ad vejen virker til at køre sit eget løb, og nye episoder skyldes langt sjældnere det løft eller andet, man ofte tror kan være årsagen. Med andre ord behøver man ikke at passe på en masse bevægelser, man er blevet fortalt er farlige. Tværtimod.

    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer