Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Før du rejser

 
rejsemedicin

Der er mange ting man skal tage højde, for inden man rejser. Medicin er en af dem.
Det er det samme hver gang. Man havde planlagt det hele, og huskelisten var lang som en telefonbog. Alligevel opdager man midt i ferien, at man har glemt diaré-pillerne eller noget andet vigtigt. Det har NetDoktor taget højde for. Her er den nødvendige huskeliste med de nyttige oplysninger, du mangler til forberedelsen af den perfekte rejse.

Det er vigtigt, at man kontakter lægen i god tid inden afrejse, så man får den rette rådgivning. Der kan være særlige forhold ved at rejse for visse grupper, såsom gravide, børn, ældre, kronisk syge og immunsvækkede, der kræver en lægelig vurdering.

Vaccinationer og forebyggende medicin

Visse typer vaccinationer og forebyggende medicin skal gives i god tid før afrejse. Gå derfor til din læge seks til otte uger inden, du skal rejse. Hele rejseruten bør på forhånd være planlagt og oplyses til din læge, da behovet for vaccination og malaria-forebyggelse både afhænger af, hvilke lande man rejser i, og hvor lang tid, man skal være væk. Husk at få et internationalt vaccinationskort med underskrifter og stempler og medbring dette på rejsen.

Husk at oplyse lægen om:

  • Rejsemål: land og/eller by

  • Rejsens længde

  • Rejsemåde: charter, erhvervsrejse, rygsæksrejse, udstationering

  • Rejseadfærd: kontakt til dyr, tæt kontakt til lokalbefolkningen eller andet

Du kan også selv undersøge, hvilke vaccinationer du har brug for, inden du rejser. Du skal være opmærksom på aktuelle udbrud af smitsomme sygdomme eller specifikke vaccinationer anbefalet af Statens Serum Institut i forhold til det land, du planlægger at rejse til.

Min daglige medicin

Hvis du tager medicin dagligt, bør du sikre dig, at der er nok til hele rejseperioden. Medbring medicinens navn og lægens anvisning. Undersøg bivirkningerne, og om lægemidlet evt. virker anderledes i solen . Opbevar altid livsvigtig medicin i håndbagagen.

Rejseapotek

Desværre kan man ikke sikre sig 100 procent imod uheld og ulykker, men de små overraskelser kan med en vis sandsynlighed forudsiges. Derfor er det en god ide at medbringe et lille rejseapotek, der kan lindre hovedpine, diaré eller insektbid. Til de mere eksotiske rejser bør man udvide apoteket med eksempelvis kanyler og malariaforebyggelse. Hvis man medbringer kanyler og specielle former for medicin (særligt morfin-præparater), kan man i nogle lande møde en ubehagelig mistænksomhed. Bed derfor din læge om en skrivelse på engelsk, fransk eller spansk, hvor der står, at den pågældende medicin er til personligt brug. Læs mere i artiklen medicin på tværs af grænser .

Medicinattest (= "Pillepas")

Danmark indtrådte i Schengen-samarbejdet i marts 2001. Det betyder, at man skal medbringe en medicin-attest, hvis man rejser til et land, der er med i denne aftale. Medicinattesten (pillepas) er et bevis på, at den medbragte medicin er til eget forbrug. Den er gyldigt i 30 dage og fås gratis på apoteket. Du skal medbringe den originale attest på rejsen, en kopi er normalt ikke nok. Du skal kun have et pillepas til medicin, som har sløvende eller euforiserende effekt. Det kan fx være sovemedicin, stærk smertestillende eller beroligende midler. Der behøves ingen attest til fx astmamedicin, gigtmedicin, hjertemedicin, hormoner, infektionsmedicin mm. Spørg på apoteket, om der kræves attest til din medicin. Der gælder andre regler for rejser med medicin til lande uden for Schengen-området. Reglerne kan variere fra land til land, og du bør derfor henvende dig til ambassaden for det land, du rejser til, for at høre hvilke krav, der gælder.

Solcreme

Ligeså dejligt det er at mærke solen give den blege krop liv igen, ligeså farligt kan solens bekendtskab være. Det er dog ikke så svært at nyde solen på en sund og ufarlig måde. Det er altid en god idé at medbringe en solcreme med faktor 15 eller derover, solstift, læbepomade med høj faktor og en after sun lotion. Læs mere i artiklen sikkerhed i solen .

Sygdomme

De sygdomme, der hyppigst rammer rejsende, er ikke af alvorlig karakter. De kan alligevel være problematiske, hvis man er langt fra lægehjælp eller ikke taler det lokale sprog. Ofte kan man, før en længere rejse, få sin egen læge til at udskrive midler, så man i nødstilfælde selv kan behandle banale lidelser som halsbetændelse , blærebetændelse, forkølelse , forstoppelse og rejsediaré . Ved rejser i troperne vil der være risiko for at blive smittet med specielle sygdomme. HIV og kønssygdomme bør man altid sikre sig imod, og det er naturligvis vigtigt at have den nødvendige prævention ved hånden.

Den nødvendige checkliste:

  • Vacciner og opdateret, internationalt vaccinationskort

  • Din daglige medicin

  • Rejseapotek (antihistaminer,smertestillende, middel mod diarré, forstoppelse, transportsyge, kløe, solskoldning og betændelse)

  • Førstehjælpskasse (plaster, termometer, bandage, kanyler, sprøjter, pincet og saks)

  • Vandrensningsmiddel

  • Insektspray eller andet myggemiddel

  • Solcreme

  • Prævention

  • Kørekort

  • Telefon

  • Sygesikringsbevis

  • Forsikring

  • Penge

  • Pas. Check udløbsdato og visum. Husk, at børn skal have deres eget pas

  • Kopi af pas, kørekort m.m., opbevares et andet sted end orginalerne

  • Rejselitteratur og kort

Læs mere om REJSESYGDOMME

  • Vaccinationer i forbindelse med udlandsophold

  • Rejseapoteket

  • Medicin på tværs af grænser

  • Lad ikke ferien blive ødelagt af sygdom

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM REJSESYGDOMME

Regler og rettigheder

  • Hvis du bliver syg eller kommer til skade i udlandet
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer