Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Stråling fra radioaktive stoffer

 
radioaktiv stråling radioaktive stoffer stråling ioniserende stråling atomkraftulykke stråleskader

Ioniserende stråling

Eksempler på ioniserende stråling:

Røntgenstråling (røntgenapparater, CT-skannere), gammastråling og betastråling.

Eksempler på ikke- ioniserende stråling:

Sollys, mikrobølger, radiobølger

Stråling er udsendelse af energi i form af partikler eller bølger. Det kan for eksempel være varme, lys eller røntgenstråling. Man skelner mellem ioniserende stråling og ikke-ioniserende stråling afhængig af, hvor meget energi strålingen indeholder.

Ioniserende stråling (udtales joniserende stråling) er så rig på energi, at den kan påvirke menneskers celler, enten ved at ødelægge molekyler eller ved at danne nogle kemiske stoffer, der kan reagere med molekylerne. Derfor kan ioniserende stråling være farlig. Radioaktivitet er ioniserende stråling fra ustabile former af grundstoffer. Alle grundstoffer findes i ustabile (radioaktive) former, og cirka tre fjerdedele af alle grundstofferne findes også i stabile (ikke-radioaktive) former. Røntgenstråling er også ioniserende stråling, men i modsætningen til radioaktivitet, kan man tænde og slukke for et røntgenapparat, mens ganske små mængder røntgenstrålingen fra rummet konstant er til stede.

Hvornår udsættes mennesker for stråling?

Radioaktive stoffer er en naturlig del af jorden. Vi bliver derfor alle naturligt udsat for stråling fra radioaktive stoffer og den naturlige baggrundsstråling har ikke større betydning for vores helbred. Baggrundsstrålingen er i Danmark på 3 millisievert (måleenhed for ioniserende stråling) per år. Desuden vil mange af os også opleve at blive udsat for små, kontrollerede mængder ioniserende stråling, hvis vi får taget røntgenbilleder eller gennemgår en CT-scanning . Det har ikke større betydning for kroppen, men man skal undgå unødvendige undersøgelser.

Hvornår bliver stråling fra radioaktive stoffer farlige?

Strålingen fra radioaktive stoffer bliver først farlig for os, hvis vi bliver udsat for større strålingsdoser. Fra cirka 500 millisievert og opefter, kan der komme synlige skader, hvilket der kan være risiko for, hvis man opholder sig på et atomkraftværk, hvor der sker en ulykke. Fra doser på 1.000 til 2.000 millisievert kan bestrålingen være livsfarlig, mens man ved doser over 10.000 millisievert næppe vil overleve.

Hvordan spredes radioaktive stoffer?

Kroppen kan blive udsat for radioaktivitet enten ved, at man opholde sig i nærheden af en radioaktiv kilde, eller ved at man får den ind i kroppen. Da man kan måle radioaktiviteten, vil det som regel være muligt at fjerne sig fra strålingskilden, eller at fjerne eller indkapsle kilden. Men indånder eller spiser man radioaktive stoffer, kan man optage så megen radioaktivitet, at det kan give skader.

Hvorvidt man bliver syg afhænger alene af den samlede stråledosis, og ikke af om man får den gennem lungerne, maven eller fra en ydre kilde. Derimod er der forskel på hvilke organer, der bliver påvirket afhængig af bestrålingsmåden og det radioaktive stof.

Et større udslip af radioaktivitet til luften vil typisk kunne forurene jord, planter og drikkevand. Hvor stor den radioaktive forurening er, afhænger af vind og vejrforhold. Det betyder derfor, at det område, der bliver forurenet, kan være af meget vekslende størrelse.

Hvis radioaktiviteten lander i havet, vil der, i modsætning til på landjorden, ske en hurtig fortynding, hvorved skadevirkningen bliver meget mindre.

Da man er i stand til at måle meget små ændringer i strålingen, vil det ofte være muligt at måle stigninger i niveauet af radioaktivitet meget langt fra udslippet. I disse tilfælde vil strålingen ikke udgøre nogen fare for sundheden.

Hvornår skader stråling fra radioaktive stoffer kroppen?

Hvis man bliver udsat for stråling fra radioaktive stoffer, der kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, kalder man det for stråleskader. Ved små stråledoser, typisk under 3-400 millisievert, er der ingen synlig skade, men derimod en forhøjet risiko for, at man vil blive syg senere – typisk af kræft .

Ved doser over 500 millisievert, vil der med stor sandsynlighed være en reel skade, og ved doser over 1.000 millisievert vil der næsten altid være skade. Med stigende doser vil skaden blive større.

Hvilke typer stråleskader findes der?

Der findes tre typer stråleskader, der kan opstå, hvis man har været udsat for en høj stråledosis fra radioaktive stoffer:

1: Stokatiske skader:

Ved stokastiske skader er stråledosis så lav, at der ikke med sikkerhed kommer skade, men risikoen for senfølger i form af kræft eller forkalkningssygdom er øget.

2: Deterministiske skader:

Ved deterministiske skader er stråledosis så høj, at der med sikkerhed kommer en skade. Skadens omfang afhænger af dosis, og hvilket væv der bliver udsat. Typisk er det huden, der får den højeste dosis, og det kan medføre rødmen på huden, at håret falder af kroppen eller at vævet bliver stift og uelastisk som et ar eller eventuelt helt dør. Kroppens forskellige organer har forskellig følsomhed for ioniserende stråling. Organer, hvor cellerne udskiftes ofte (for eksempel knoglemarv, tarm og lunger), er mest følsomme over for ioniserende stråling, mens for eksempel hjernens strålefølsomhed er lav, fordi hjerne-og nerveceller sjældent bliver udskiftet.

3: Fosterskader

Er man gravid og bliver udsat for stråling fra radioaktive stoffer, kan der ske fosterskader. Både stråledosis og fosterets alder har betydning for skaden. Fosteret er særligt skrøbeligt i ugerne 7- 15, men efter 15. uge falder risikoen væsentligt.

Forløbet efter en stråleskade er typisk præget af to sygdomsfaser, hvor den første fase er kendetegnet ved irritation af vævet efterfulgt af en periode (dage til år), hvor sygdommen vil være skjult, før den egentlige skade/sygdom bryder ud.

Hvilke symptomer vil opstå ved stråleskader?

Det hyppigste og første symptom er kvalme. Tidspunktet fra stråleudsættelse til opkastning bliver desuden brugt som et første mål for hvor stor en stråledosis man har fået. De næste symptomer vil være appetitløshed og diarré. Senere vil der komme øget risiko for infektioner og problemer med opretholdelse af salt- og vandbalancen.

Kan man gøre noget for at forhindre stråleskader?

Er man tæt på en ulykke på et atomkraftværk og dermed kender til risikoen for høje doser af stråling fra radioaktive stoffer, afhænger sygdomsforebyggelsen netop af kendskabet til kilden.

Hvis man på forhånd ved, at der er en risiko for, at man vil blive udsat for radioaktive jod-isotoper vil det være muligt at blokere skjoldbruskkirtlen med ikke-radioaktivt jod, da det radioaktive jod kun bliver optaget i skjoldbruskirtlen. Hvis man derfor indtager det ikke-radioaktive jod 12-24 timer før udsættelse af strålingen, vil 99 procent af det radioaktive jod blive udskilt af nyrerne og derved fjernet fra kroppen.

Man ved, at det kun er børn og unge, der har risiko for at blive syge ved indtagelse af radioaktivt jod, så det er dem der i givet fald skal spise jodtabletter. Hvor meget jod man skal spise afhænger af alderen, hvorfor det er vigtigt at kunne give den rigtige mængde.

Personer over 40 år har ikke i risiko for skader på skjoldbruskkirtlen, og skal derfor ikke tage jodtabletter. Man skal ikke spise jodtabletter, med mindre der er en reel risiko for at blive udsat for radioaktivt jod, da der er bivirkninger i form af risiko for forhøjet stofskifte. Desuden er der to sjældne hudsygdomme (dermatitis herpetiformis og hypokomplementær urtikariel vaskulitis) hvor man ikke skal spise jodtabletter. Man skal altså ikke tage jodtabletter ”for en sikkerheds skyld”, men kun hvis det bliver tilrådet af myndighederne.

Hvilken behandling giver man ved stråleskader?

Ved akutte stråleskader, der er meget sjældne, er det vigtigst at give symptomatisk behandling, det vil sige blod, væske og antibiotika. Ved indtagelse af radioaktive stoffer gennem lungerne eller mave-tarmkanalen, kan udskillelsen fra kroppen forsøges øget med specifikke stoffer som for eksempel farvestoffet Berlinerblåt, der kan binde nogle radioaktive stoffer og derefter udskilles sammen med stofferne.

    Forrige: Skizofreni
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer