Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Helbredende behandling af prostatakræft

 
prostatakræft behandling prostata kræft prostatacancer cancer helbredende behandling

NYT om behandling af kræft

INDSÆT-BILLEDTEKST-HER

Dyk ned i Netdoktors nye magasin, 'UPDATE - Kræft'. Her fortæller overlæge Klaus Brasso om den seneste udvikling inden for prostatakræft. LÆS HER

Blærehalskirtlen (prostata) er en kirtel, som kun manden har. Kirtlen er beliggende rundt om mandens urinrør lige nedenfor urinblæren, og er normalt på størrelse med en kastanie. Prostata er primært opbygget af kirtelceller, bindevæv og muskelceller. Kirtelcellerne danner en væske, som ved udløsning blandes med sæden fra testiklerne. Kræft i prostata udgår stort set altid fra kirtelcellerne.

Hvordan man skal behandle en mand med kræft i prostata afhænger af flere forhold.

Hvordan afgøres det, hvilken behandlingen en mand med prostatakræft bør få?

Hvis kræften er lokaliseret til prostata eller lige netop vokset udenfor prostata, kan man behandle med helbredende sigte, det vil sige, at man ønsker at fjerne alle kræftceller. Hvis kræften har bredt sig meget udenfor prostata, eller der er udsæd fra kræften i andre organer (metastaser), kan man behandle for at lindre eller mildne sygdommen, men ikke for at helbrede patienten for kræft.

Helt overordnet kan man sige, at behandling med helbredende sigte kun kan komme på tale, såfremt sygdommen udelukkende sidder i prostata. Hvis kræften vokser uden for prostata, eller hvis den har spredt sig til lymfeknuder eller andre organer, kan man ikke helbrede patienten for sygdommen.

Før man endeligt kan vurdere, om en mand vil få gavn af helbredende behandling, er det nødvendigt at foretage nogle yderligere undersøgelser for at udelukke, at kræften har bredt sig. Man laver blandt andet en knogleskanning (en scintigrafi) for at udelukke spredning til knoglerne.

Ind i mellem kan det blive nødvendigt med yderligere undersøgelser (for eksempel røntgen, CT-scanning , MR-scanning eller PET-CT-scanning). Herudover er det nødvendigt at undersøge de lymfeknuder, der ligger i nærheden af prostata. Lymfeknuderne fjernes ved en operation og undersøges under et mikroskop.

Hvilke helbredende behandlinger for prostatakræft findes der?

Operationen 'radikal prostatektomi'

Den mest anvendte metode ved helbredende behandling af prostatakræft er den operation, som kaldes radikal prostatektomi. Ved operationen fjernes hele prostatakirtlen samt de to sædblærer. Indgrebet foretages hyppigst gennem et snit i maveskindet, sjældnere gennem et snit i mellemkødet foran endetarmsåbningen. Operationen kan også foretages som en såkaldt laparoskopisk operation, hvor man opererer gennem små snit vejledt af en kikkert, eventuelt assisteret af en operationsrobot.

Man vil ofte foretage den førnævnte undersøgelse af lymfeknuderne og prostatektomien i samme indgreb, således at patienten kun skal opereres én gang. Hvis der ved operationen bliver fundet mistanke om, at kræften har spredt sig til lymfeknuderne, vil man ikke gå videre med operationen. Ved operationen fjernes prostata og den del af urinrøret, som prostata omslutter. Prostata ligger lige ovenfor lukkemusklen, som ligger udenom urinrøret, og man syr urinblæren ned til lukkemusklen. Manden kan derfor lade vandet naturligt efter operationen.

Operationsforløbet kan være forbundet med risiko for blodtransfusion, og der er de almindelige risici i forbindelse med operationer så som infektion. De fleste patienter kan tage hjem på 2.-3. dagen efter en åben operation, og ved en robotassisteret kikkertoperation kan patienten tage hjem dagen efter.

Bivirkninger ved radikal prostatekotomi:Der er en risiko for at få problemer med at holde på vandet efter indgrebet. Forbigående utæthed er meget almindelig i de første måneder (cirka 50 procent). Vedvarende let utæthed ses hos cirka syv procent, mens svær utæthed ses hos et par procent. Det er vigtigt, at man laver bækkenbundstræning for at opøve evnen til at holde på urinen. Potensen (rejsningsevnen) kan påvirkes ved operationen, men i tilfælde hvor der kun er begrænset sygdom i prostatakirtlen, kan operationen udføres på en måde, så man laver skader nerverne mindst muligt, hvorved rejsningsevnen kan bevares hos op til 75 procent af patienterne – afhængig af alder og potens før operationen. Potensproblemer kan i mange tilfælde afhjælpes med potensfremmende midler eller med indsprøjtninger. Potensmidlerne er meget dyre, men patienter, som har fået behandling for prostatakræft, har mulighed for at få tilskud til behandlingen.

Strålebehandling

En anden helbredende behandling for kræft i prostata er strålebehandling. Denne kan enten foretages som ekstern bestråling, hvor prostata bestråles udefra dagligt i cirka otte uger eller ved en operation, hvor man med nåle gennem mellemkødet indlægger radioaktive korn i selve prostata (såkaldt brakyterapi). Ved hjælp af avancerede teknikker kan man tilføre prostata høje stråledoser, samtidig med at man skåner det omkringliggende normale væv mest muligt.

Bivirkninger ved strålebehandling:Bivirkningerne afhænger af, hvor kraftig bestråling, der gives. Hos cirka fem procent ses senfølger i form af tarm- og blære-gener, og cirka 40 procent udvikler potensproblemer. Der er ikke foretaget direkte sammenlignende undersøgelser af operation og strålebehandling, men generelt gælder det, at der er ligeværdige resultater, når man gør resultaterne op hver for sig.

Ved ekstern strålebehandling gives der ofte en forudgående og efterfølgende hormonterapi ( medicinsk kastration ), som mindsker risikoen for tilbagefald.

Fryseterapi (Cryoterapi)

En helt anden teknik er frysebehandling af prostata. Det foregår under bedøvelse, hvor man stikker nåle ind gennem mellemkødet og slår kræftcellerne ihjel ved at fryse dem ned og tø dem op to gange. Når celler fryses ned, ødelægger man deres cellevægge. Det er også en skånsom behandling, og resultaterne er på linje med de andre behandlinger.

Bivirkninger ved fryseterapi:40-70 procent oplever impotens, mens mindre end 10 procent får problemer med at holde på vandet (Inkontinens)

Det er typisk patienter, som er i lav risiko, som kan tilbydes denne behandling, eller patienter som har fået tilbagefald efter stråleterapi.

Eksperimentel behandling

HIFU betyder High Intensity Focused Ultrasound og er en behandling, som udføres med et ultralydsapparat, som placeres i endetarmen, og som varmer prostatavævet op til 85 grader celcius. Dette dræber kræftcellerne. Metoden er af det europæiske urologiske selskab anset som en eksperimentel behandling, da der ikke foreligger tilstrækkelige data på langtidsopfølgning. Cirka 30 procent skal have en eller anden form for efterbehandling. Der er inkontinens i mindre en 10 procent. Cirka 50 procent bevarer potensen.

Kontrol efter behandling

For alle patienter, der gennemgår helbredende behandling, gælder, at de efter behandlingen tilbydes kontrol fremover med jævnlige mellemrum. Ved kontrollerne vil man undersøge, om der er tegn til at sygdommen er kommet igen. Dette gøres ved at tage en blodprøve (PSA).

Du kan læse mere om behandling af prostatakræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside .

Besøg også Kræftens Bekæmpelses nye tilbud til kræftpatienter, Patientens GPS , som giver dig et godt overblik over behandlingssteder, tilbud, patientforløb og meget mere.

Læs mere om PROSTATAKRÆFT

  • Generelt om prostatakræft

  • Prostatakræft - behandling eller ej?

  • Lindrende behandling af prostatakræft

  • Godartet forstørrelse af prostata

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM PROSTATAKRÆFT
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer