Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Fjernelse af overskydende hud (løs hud)

 
fjernelse af overskydende løs hud stort vægttab løs hud operation for overskydende hud overskydende hud

Overskydende hud opstår typisk efter større vægttab eller graviditet. En lang række faktorer har indflydelse på hudens elasticitet og dermed risiko for at udvikle overskydende hud for eksempel:

  • Arvelige faktorer

  • Alder

  • Rygning og solskade

  • Udvidelse

  • Hormoner

De arvelige faktorer for hudens elasticitet er ikke klarlagt. Der kan blot konstateres store forskelle i enkelte familier samt imellem forskellige folkeslag. Hudens elasticitet aftager betragteligt med alderen. Dette er en del af forklaringen på udviklingen af rynker og furer i huden, der kommer med alderen. Det betyder også, at ældre personer, der taber sig meget, vil udvikle betydeligt større problemer med overskydende hud end tilsvarende yngre personer.

Rygning og hud der er udsat for sol er de to mest betydende udefrakommende påvirkninger af huden. Forandringerne har både en midlertidig og en mere permanent karakter. Både hudens elasticitet og væskeindholdet aftager, og læderhuden udtyndes, fordi genopbygningsprocesserne svækkes. Dette er også en del af forklaringen på den øgede risiko for udvikling af hudkræft og modermærkekræft ved hud, der har været udsat for sol og rygning.

Ved langsomt stræk af huden sker der en nydannelse af hud, så der faktisk udvikles et større hudareal. Ved hurtigere stræk af huden kan der også opstå blivende skader i læderhuden.

Hvornår er der tale om overskydende hud?

Definition: Stort vægttab

Ved mindre vægttab på op til 25 kg., vil hudens elasticitet typisk kompensere for udviklingen af løs hud. Vi har derfor i Danmark defineret stort vægttab som et vægttab på mere end 15 BMI enheder.

BMI står for Body Mass Index og er det mest udbredte værktøj til at vurdere overvægt og fedme. Det er et udtryk for en persons vægt per ideelle overflade og udregnes som (vægt i kg) / (højde i m)*(højde i m). Normalvægt er defineret som et BMI på mellem 19-25. Ekstrem fedme (sundhedsskadelig fedme) er defineret som et BMI over 40.

Et stort vægttab svarer således til at en ekstremt fed person taber sig helt ned til normalvægt.

Den enkelte persons tolerance overfor overskydende hud er meget forskellig. Nogle kan acceptere selv store områder med løs, overskydende hud,mens andre har svært ved at acceptere selv mindre forandringer.

Det offentlige sundhedssystem tilbyder kun operationer, hvis der er tale om såkaldte medicinske gener eller betydelige psykosociale gener, så personer med kosmetiske gener bliver henvist til privat behandling og må betale selv.

Der skelnes derfor mellem følgende forskellige grunde til at få foretaget en plastikkirurgisk operation:

  • Medicinsk

  • Psykosocialt

  • Kosmetisk

    Medicinske gener er til stede, når man opleverr fysiske symptomer på grund af den overskydende hud. Det drejer sig typisk om hudproblemer på grund af fugt under hudfolderne. Dette viser sig som rødme og hudløshed eller i form af svampeinfektioner . Det kan være på maven eller under brysterne. Der kan i svære tilfælde også forekomme smerter ved bevægelse af den løse hud mod underliggende knogler eller mod andre områder med løs hud. Det forekommer primært på bagdelen og på lår og arme.

    Psykosociale gener er forandringer, der medfører at man ikke kan leve et normalt socialt liv. Det kan dreje sig om problemer med at have et normalt seksuelt samliv, hvor hudfolderne er fysisk i vejen eller skal holdes fikseret for at kunne gennemføre seksuelle aktiviteter.

Det kan også dreje sig om problemer med at deltage i sociale aktiviteter, der kræver delvis afklædning, for eksempel besøg i svømmehal eller på stranden. Endelig kan det være svært eller umuligt at passe hudfolderne ned i normalt tøj, hvilket især for tidligere ekstremt overvægtige får dem til at føle, at der ikke er sket nogen forandring i deres kropsbillede trods det meget store vægttab.

Kosmetiske gener : Forandringer med overskydende hud betragtes som kosmetiske gener, hvis tilsvarende forandringer kunne forekomme på grund af alder, arvelig tendens, soldyrkelse eller rygning

Hvad er de typiske årsager til meget overskydende hud?

Stort vægttab

Ved meget store vægttab vil der uundgåeligt udvikles løs hud, specielt på de områder hvor kroppen har været størst. Hos kvinder drejer det sig om mave, bryst, lår og arme, mens det hos mænd primært drejer sig om mave og bryst. Dette skyldes den forskellige fedtfordeling hos kvinder og mænd, hvor kvinder i højere grad udvikler fedt omkring hofter og lår, og mænd mere hyppigt udvikler fedtdepoter i bughulen og omkring den centrale del af kroppen.

Jo større vægttab, des større problemer med løs hud. Jo ældre, des større problemer med løs hud. Men selvom stort set alle personer, der har tabt sig mere end 15 BMI vil opleve problemer med løs hud, er der alligevel undtagelser, hvor huden trækker sig fint sammen trods meget store vægttab (15 BMI enheder svarer til 40-50 kg. for personer fra 165-185 cm.). Dette skyldes formentlig, at man har gode gener hvad angår hudens elasticitet.

Der er ikke noget, der tyder på, at langsommere vægttab, eller vægttab ved bestemte metoder, er bedre i forhold til de hudproblemer, der opstår senere. Undersøgelser viser, at langt størsteparten af de personer, der har tabt sig meget, har et ønske om at få fjernet det overskydende hud ved hjælp af plastikkirurgi. Men det er formentlig kun omkring halvdelen, der ender med at gennemføre dette.

Dette skyldes dels, at de bliver afvist i det offentlige system med henvisning til, at det drejer sig om kosmetiske gener og derefter fravælger plastikkirurgi af økonomiske årsager. Det skyldes også, at flere vælger at leve med deres hudoverskud efter information om følgevirkninger og risiko for komplikationer ved de plastikkirurgiske operationer. Til gengæld vil mange gennemgå mere end én plastikkirurgisk korrektion, da de som i forvejen er hårdt ramt, typisk vil opleve problemer i mere end en region.

Graviditet

Graviditet er den anden hyppige årsag til løs hud. Her drejer det sig primært om mave og bryster. Ved graviditet sker der faktisk en dobbelt negativ påvirkning af hudens elasticitet. Det ene er den kraftige udspiling, den anden er den hormonelle påvirkning, som kan lede til bristninger i læderhuden, de såkaldte strækmærker. Begge påvirkninger bidrager til en slaphed i huden efter graviditeten. Ofte er gravide kvinder jo relativt unge, og deres hudelasticitet derfor rimelig intakt. Men dette kan altså ødelægges af strækmærkerne, hvor læderhuden brydes og dermed forhindrer huden i at trække sig sammen.

Forandringen af brystet afhænger meget af udgangspunktet, hvor kvinder med mindre bryster typisk ikke oplever så store forandringer som kvinder med naturligt større bryster. Brysterne udvides under graviditeten af en udvidelse af mælkekirtlerne og under amningen også af selve mælkeproduktionen. Efter ammeperioden vil mælkeproduktionen ophøre, og mælkekirtlerne vil vende tilbage til deres oprindelige størrelse - og måske med alderen blive endnu mindre. Brystet bliver blødere, slappere og vil eventuelt hænge ned mod maven.

Ved graviditeten sker udspilingen af maven jo inde fra bughulen, hvilket betyder, at ganske mange kvinder oplever en kombinationsproblematik med både løs hud på maven,men også enslaphed af bugvæggen, hvor de lodrette bugmuskler er gledet fra hinanden og har skabt et mellemrum, så tarmindholdet konstant buler frem. Dette kaldes rectus diastase og kan ligeledes rettes til med kirurgi.

De fleste tilfælde af løs hud på maven efter graviditet regnes for kosmetisk, hvorfor man ikke får tilbudt en operation i det offentlige sundhedsvæsen. Hvis der er tale om et egentligt hudoverhæng med hud mod hud kontakt i opret stående stilling, vil der dog blive tilbudt operation. Hvis der desuden er tale om symptomgivende rectus diastase, vil dette i sig selv kunne være medvirkende til, at man bliver tilbudt en operation i offentligt regi. Symptomerne vil typisk være smerter ved brug af mavemuskulaturen eller dårlig funktion af mavemuskulaturen.

Alder

Hudens elasticitet vil aftage med alderen. Dette medfører løshed af huden på hele kroppen og er medvirkende årsag til rynker. De rent aldersbetingede hudforandringer er for eksempel slappe øjenlåg, slaphed af huden i ansigtet, slaphed af huden på overarme (såkaldte ”mormor-arme”), brystforandringer og slap hud på maven.

Hvor mange vælger at få fjernet overskydende hud?

Der findes desværre ikke præcise opgørelser over de kosmetiske kirurgiske indgreb i Danmark. Dels anvendes den samme registrering for operationer uanset, om det drejer sig om kosmetisk eller offentlig kirurgi, og dels søger nogle til udlandet for at blive behandlet, hvor der ikke sker indberetning til de danske registre.

Fjernelse af overskydende hud dækker desuden over en lang række forskellige operationer fra små øjenlågsoperationer til store cirkulære opstramninger, såkaldte bodylift.

Med forbehold for den store usikkerhed i tallene, skønnes det, at cirka 2000 danskere årligt får foretaget fjernelse af overskydende hud, hvoraf 1000 er små simple korrektioner som kosmetisk øjenlågskorrektion, 500 er brystkorrektioner og 250 er opstramning af slapt maveskind. De resterende 250 operationer fordeler sig på store bodylift, inderlårsplastikker, armløft og ansigtsløft.

Hvad er det typiske forløb ved fjernelse af overskydende hud?

Forundersøgelse

Ved det første besøg vil plastikkirurgen sammen med patienten vurdere ønsker i forhold til muligheder og begrænsninger. Kroppen gennemgås typisk fra top til tå, så alle muligheder afdækkes. Hvis plastikkirurgen vurderer, at det er muligt og forsvarligt med en eller flere plastikkirurgiske operationer, vil der kunne lægges en samlet plan for, hvilken type af operation/operationer, der er bedst egnet til den enkelte person.

Plastikkirurgen informerer herefter om, hvad det er realistisk at forvente af resultat efter operationen/operationerne, hvilke følgevirkninger operationen/operationerne har samt hvilke risici operationen/operationerne medfører.

Plastikkirurgen vurderer det almene helbred og om det er nødvendigt med blodprøver, medicinsk tilsyn, diætistvejledning eller andre undersøgelser, før planen kan gennemføres. Der bliver taget foto, som skal fungere som dokumentation, hvis operationen gennemføres.

Man tilråder altid at medbringe en bisidder til en forundersøgelse. Dette giver god mulighed for at diskutere fordele og ulemper ved at gennemføre operationen, også efter man er kommet hjem fra forundersøgelsen.

Lovgivningen omkring ”kosmetisk behandling” betyder desuden, at der som minimum skal gå en uge fra forundersøgelse, før patienten kan booke sig til en operation. Dette er en beskyttelse af de personer, der overvejer kosmetisk kirurgi, så der ikke bliver foretaget alt for impulsive operationer.

Selve operationen

Operationer med fjernelse af overskydende hud er ofte meget omfattende og foretages i fuld bedøvelse og med indlæggelse. Plastikkirurgen foretager optegning på huden af planen for operationen, hvor patienten stadig er vågen og kan stå og sidde så arrene kan placeres optimalt. Ved afslutningen af operationen iføres patienterne støttende bandage.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Opstramninger af hud og væv hos mennesker, stopper ikke aldringsprocesserne. Så der findes ingen opstrammende indgreb, ”der holder evigt”. På den anden side vil det, der er fjernet, ikke komme igen.

Fornyet overvægt og vægttab vil også betyde fornyet slaphed af huden. ”Holdbarheden” er individuel og påvirkes både af genetiske faktorer og ydre faktorer, som har påvirket hudens elasticitet ( for eksempel hormoner, rygning). ”Holdbarheden” vil også være forskellig, for de forskellige typer af operationer, således, at jo større og jo mere åbent et indgreb, jo større effekt og dermed jo længere holdbarhed af resultatet.

Læs mere

  • Komplikationer og følgevirkninger ved operationer for overskydende hud

  • Typer af operationer for overskydende hud

  • Brystforstørrelse med eget fedt

  • Brystforstørrelse med implantater

  • SE LISTEN OVER ALLE ARTIKLER OM KOSMETISKE BEHANDLINGER
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer