Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Kriserne efter 5-9 år - når de voksne glemmer hinanden eller keder sig

 
ægteskab krise utilstrækkelighed parforhold samlivskrise samliv skolealderen børn

Der er naturligvis mange årsager til, at ægteskabet på dette tidspunkt er ved at gå i stykker eller går i stykker. Her skal medtages nogle, som er karakteristiske og generelle efter typisk fem til ni års samliv.

Enten har parterne for meget at bestille begge to, så de ikke når deres ægteskab, eller de er begyndt at kede sig.

Et ægteskab kan hygges ihjel. Parterne keder sig, så ægteskabet ganske stille afgår ved døden. De forsumper åndeligt og følelsesmæssigt. Et par på restaurant, som er ude at more sig, spiser i absolut tavshed og kan i flere timer sidde og intet sige til hinanden.

"Nå, de to er nok gift", siger man med et ondskabsfuldt glimt i øjet. "De har måske fået talt ud". Til hverdag bliver det til: "Ræk mig saltet". "Hvem laver kaffe?". "Hvad er der på TV?". "Hvad vil du have, jeg skal sige til hende, vi har været gift i 8 år og kender hinanden ud og ind?". De gjorde de nu ikke, da vi her i konsultationen begyndte at tale om de meninger og følelser, de havde i forhold til hinanden.

Kedsomhed er ikke bare en af ægteskabets værste fjender, men i øvrigt enhvers værste og farligste fjende.

Af bar kedsomhed kan man få børn, lade sig skille - så sker der da noget, mens det står på. Man kan også blive alkoholiker eller simpelthen syg, forsøge selvmord, bliver måske kriminel (se på de kriminelle unge, som får spænding ved at stjæle knallerter eller biler). Keder man sig, føles livet som en meningsløshed, lutter tomhed, og karrusellen går bare rundt og rundt.

"Jeg er træt af, at det altid er mig, der skal tage initiativet, hvis vi skal noget hjemme hos os. Min mand foreslår aldrig noget", er en sætning, jeg har hørt mange gange. Eller "Min kone er altid så træt. Hun vil helst bare være hjemme". Hvad er konen så træt af? Er hun syg? Har hun for meget at bestille? Eller er hun træt af tid på sit arbejde. Det påvirker humøret, hans tolerancetærskel bliver lav, så han let bliver ophidset, og det går ud over "dem derhjemme".

Det modsatte kan også være tilfældet, at han ikke fik den uddannelse eller det arbejde, han gerne ville have haft, og at han må prøve at acceptere, at han ikke nåede det mål, som han havde drømt om for ti år siden. Han forsøger måske at dygtiggøre sig, tjene flere penge ved ekstraarbejde til opfyldelsen af drømmen om eget hus eller få en uddannelse om aftenen, hvilket kan være en stor belastning både for ham og familien og kræver megen overbærenhed og tålmodighed fra alle sider.

Han kan føle sig som et skaffedyr, den, der bare skal punge ud, og samtidig føle sig fremmed for sin kone og børnene. Konen har måske helt taget ansvaret og overtaget styringen af hjemmet og børnene, og han kan føle sig som gæst i sit eget hjem, når han endelig er der.

Man har nu fået næsten alle de materielle goder, man ønskede, og de fælles interesser med at få bil, måske sommerhus eller båd, holder ikke ægtefællerne sammen mere.

Endelig kan årsagen til ægteskabets dødvande ligge i, at begge, eller kun den ene, føler sig fastlåst i roller og vaner og ikke kan se udvej for ændring. Valget kan stå mellem at gå sin vej og finde nye morsommere græsgange, blive sammen og fortsætte med at småskændes og kede sig, eller sammen gøre en indsats for det nedslidte, forsømte skab.

Sætninger som "Vi har det såmænd meget godt, måske ikke alt for morsomt, men mere kan man vel ikke forlange" eller "Det rigtige liv er ikke noget for sådan nogen som os". (Hvad det rigtige liv så er? Det, der skrives om i Billedbladet og Se og Hør?) Kærlighed, det er noget romantisk pladder, det tror vi ikke på overhovedet".

Det er resignation og mistrøstighed, som lyser ud af disse sætninger, og som giver udtryk for, at man lige så godt kan finde sig i sin skæbne, for "sådan er ægteskabet jo bare".

Barnet begynder i skolen:

Nogle ægtefæller tager deres liv op til revision på dette tidspunkt og finder ud af at starte på en frisk, få mere liv i kludene og mere ud af samlivet.

En af årsagerne kan være, at det første barn skal i skole, og kan hænge sammen med, at der sker store forandringer i hverdagen. En indre uro, om man som forældre har gjort det godt nok, så ens barn kan klare den omvæltning, det er at komme ud i samfundet, kan begynde at plage.

Hvad med trafikken, kan han mon klare at cykle? Vil han blive drillet af kammeraterne? Man hører jo så meget. Mon han vil kunne lære at læse? Han er vel ikke ordblind? "Havde du forresten ikke en fætter, som var ordblind?" (Forældres forsvarsmekanismer går hurtigt i gang, hvis de bliver bange for, at deres barn ikke vil kunne klare det hele på lige fod med andre børn. Det arvelige er altid et godt middel til undskyldninger).

Forældre, jeg har talt med, har følt, at nu skulle deres opdragelse afprøves, og oplevet, tunge om hjertet, at de skulle give slip på barnet. Andre udenforstående ville nu gøre deres påvirkning gældende. "Min søn kom hjem", fortalte en far " og sagde, at det fru Hansen sagde henne i skolen, var meget klogere end det, jeg havde sagt". "Jeg følte, at der skred noget inden i mig, for jeg havde jo altid før været den allerklogeste".

Den amerikanske psykoanalytiker Erik H. Erikson peger på, at barnet allerede i førskole-alderen begynder at udvikle sin samvittighed, det vil sige overtage de normer, som forældrene har præget det med. Dette bidrager til, at forældrene som fysiske personer bliver mindre vigtige som beskyttere. Barnets egen samvittighed eller forælderen inden i barnet bliver i stedet en slags beskytter mod verdens mange farer. Denne udvikling fortsætter, så også barnets psykiske afhængighed af forældrene mindskes.

Det er svært pludselig at give udtryk for sin misfornøjelse med arbejds- eller rollefordelingen overfor sin ægtefælle, hvis man ikke har gjort det tidligere. Særlig svært hvis man har påtaget sig rollen som den, der gyder olie på hjemmets vande for at få dagligdagen til at glide ubesværet for børnenes skyld.

Måske har man haft travlt med at få alt til at se ud, som om det fungerede godt og samtidig haft travlt med at være forældre, så man har glemt hinanden som ægtefæller.

Der pirkes ustandseligt ved forældrenes dårlige samvittighed, så de bærer rundt på evig skyldfølelse overfor deres børn. De kan hver for sig føle sig som en dårlig mor eller en utilstrækkelig far.

"Forældre tager sig ikke nok af deres børn" er en overskrift i et dagblad, og artiklen fortsætter: "De tænker kun på sig selv og er så materialistiske". Dette er den lille daglige dosis, som vi forældre indsprøjtes med, så vor skyldfølelse nok skal holde sig levende.Men bliver vi bedre forældre, fordi vi har skyldfølelse?Jeg tvivler. På den anden side er det rigtigt, at det er os forældre, der som arkitekter bygger familiehuset op, og vi kan ikke altid afvise, at det er vores skyld, hvis vore børn vantrives.

Jeg tror, alle forældre gerne vil give deres børn ømhed, kærlighed og anerkendelse, og at de ved, at det er det, børnene har brug for. Men hvor kommer alle de gode, varme følelser fra? De kommer inde fra det følelsesmæssige overskud, som vi skal have næring til af et andet voksent menneske, som vi holder af, og som holder af os.Derfor må vi hjælpe hinanden med at holde varmen.

Det er nødvendigt at være noget for hinanden, hvis man skal være gode forældre, ellers bliver følelserne overfor børnene udvendige. Man lader som om, og det kan børn mærke. Det får dem til at vantrives og protestere.

Vi kan ikke affeje vort barn med en ispind eller en ny cykel, hvis det er ømhed og omsorg, barnet trænger til.

Der er dejlige feriedage i julen, men i stedet for at få hvilet ud og nyde hinanden og børnene, føler mange sig forpligtet til at deltage i familiekomsammener alle juledagene. Også her er prioritering på sin plads. Det er ikke sikkert, at din ægtefælle er lige så glad for at være sammen med dine forældre, som du selv er. Måske kunne I fordele jer. Noget andet, som også skaber ufred, er traditionerne. Den ene vil have hvidt juletræ, den anden juletræ med flag og krøllede kræmmerhuse med rosiner i. Da det er bagatellerne, der kan ødelægge den gode stemning, så aftal i god tid, hvordan I skal have det i år i julen og hold, hvad I lover hinanden og børnene.

Eksempel: Et ægtepar blev rygende uvenner i julen, så hun kom og erklærede: "Nu vil jeg skilles, han er en hensynsløs børste". Tre år i træk havde han pyntet juletræ efter sin smag: Fehår, sølv- og guldkugler og lameller. I år skulle hun pynte træet med sine egne og børnenes kræmmerhuse. Det havde de aftalt. Lillejuleaften gik han med juletræsfoden ind i stuen, låsede døren, og hun hørte ham pusle omkring. "Jeg nænnede ikke at ødelægge juleaften for børnene, så jeg sagde ikke noget". "1. juledag var det snevejr det år". "Jeg tog hans juletræ og satte det ud i sneen, så alt det forlorne glimmer og skidt faldt af". "Så nu kan det være nok, næste jul vil jeg holde uden ham, sammen med børnene alene".

De blev ikke skilt, men der var andre magtkampe, som ikke drejede sig om juletræspyntning. De havde været gift i seks år. Den efterfølgende jul fik jeg et foto med et flot blandet juletræ - Både med fehår, danske flag og kugler.

    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer