Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Sko skal passe til foden – ikke øjnene

 
sko fødder tæer hammertå ligtorn fodproblem

For mange kvinder er kærligheden til sko større end kærligheden til fødderne. Og selvom kvinder generelt set er bedre til at pleje fødderne end mænd, oplever mange kvinder alligevel fodproblemer. For korte og for smalle sko er årsag til mange af lidelserne. Du kan her læse om, hvilke problemer der opstår, og hvad man kan gøre ved dem.

Kvinder er bedre til at passe på deres fødder end mænd. Det viser en undersøgelse, som FDB-analyse gennemførte i 2010. Undersøgelsen viser også, at dobbelt så mange kvinder som mænd går regelmæssigt til fodterapeut, at 65 procent af kvinderne smører deres fødder ind i creme mod kun 20 procent af mændene. Seks ud af ti kvinder sørger desuden for at fjerne hård hud med fodfilen. Det gør kun omkring hver femte mand.

Kvinder tænker altså på at pleje deres fødder. Men når det kommer til valg af sko, lader kvinder ofte øjnene bestemme. Kvinder har måske den holdning, at sko bare ” skal gås til” også selvom, man kan mærke, at de klemmer. Resultaterne er mere eller mindre alvorlige, men mange får meget smertefulde fodproblemer.

For smalle sko

Speciallæge i ortopædkirurgi Jens V. Bruun siger, at den helt store synder er for smalle sko. Når skoen er for smal klemmes tæerne sammen, og så er der stor risiko for at udvikle hammertæer , forfodsfald , hård hud, ligtorne og hvad der ellers kan give smerter i fødderne, fortæller han.

Han mener til gengæld ikke, at kvindernes kærlighed til høje hæle er noget problem.

- Man kan sagtens gå langt i stiletter, hvis de er så brede foran, at tæerne ikke bliver tvunget sammen, siger han.

Den mening deles ikke af alle. Mange andre ortopædkirurger og også formanden for de statsautoriserede fodterapeuter, Tina Christensen, er af den overbevisning, at de meget høje hæle bidrager stort til fodproblemer.

Tina Christensen fortæller desuden, at de fleste af hendes patienter kommer med hård hud og nedfalden forfod. Og hun ser mange klienter, der har problemer med fødderne, fordi de står meget på deres arbejde. Særlig galt er det, hvis de står på et ikke-støddæmpende gulv, for eksempel et betongulv.

Dem råder hun til eventuelt at få fat på et støddæmpende underlag, ligesom det er en god idé at bruge sko med gummisål i stedet for lædersål. Hun fortæller også, at hun i dag ser flere mænd i sin klinik, end for bare få år siden. Men den altovervejende del af klienterne er stadig kvinder.

De mest almindelige fodproblemer er:

Hammertæer

En hammertå er bøjet i tåens mellemled, så den i bøjningen peger op mod skoens overlæder og spidsen af tåen peger ned mod sålen. Der kan være flere årsager til, at man får hammertæer. For smalle og for korte sko, stillestående arbejde gennem lang tid eller en lang anden tå, der støder mod skoen. Årsagen kan desuden være medfødte knoglemisdannelser.

Behandlingen af hammertæer afhænger af, hvor alvorlig tilstanden er. De letteste tilfælde kan måske klares ved øvelser, hvor man strækker tæerne, eller et indlæg i skoen kan hjælpe nogle, mens det i andre tilfælde kan være nødvendigt at operere. Det er selvfølgelig det vigtigste overhovedet, at skifte skoen ud med en, der passer i længden og bredden, hvis man er ved at udvikle en hammertå.

Forfodsfald

Forfodsfald skyldes ifølge Jens V. Bruun ofte hammertæer. Tilstanden rammer flere kvinder end mænd, og den ses sjældent før 45-årsalderen. Derefter stiger antallet af tilfælde. Leddegigt og spastiske lammelser, der også kan give hammertæer, kan være årsag, men igen er det for smalle sko, der er den helt store synder.

Ved forfodsfald presses ledhovederne, der sidder under trædepuderne på den forreste del af foden, ned i underlaget. Symptomerne er smerter, når man går på foden, mens det ikke gør ondt, når foden løftes. Behandlingen er som ved hammertæer enten ved øvelser, indlæg eller operation.

Hælspore

Hælsporer er en overbelastning af trædepuden under hælbenet, der kan give en betændelsesreaktion. En hælspore viser sig som regel ved kraftige smerter, når man begynder at gå. Derefter kommer en periode med lettelse, og så bliver smerterne værre igen.

Hælsporen rammer lidt tilfældigt, fortæller Jens V. Bruun, men oftere hos overvægtige og patienter med hulfod (fod der ser hul ud på grund af høj svang). Andre peger på, at især mennesker, der går meget – for eksempel postbude og sygeplejersker – ofte får en hælspore.

Et blødt indlæg, for eksempel et korkindlæg, der kan købes hos de fleste skohandlere, hjælper de fleste, mens andre skal have en anden type indlæg. Men der kan gå mellem tre og fem måneder, inden smerterne er væk, oplyser Jens V. Bruun.

Knyster

Også knyster skyldes som hovedregel for smalle sko. De opstår, når storetåen bliver skæv og drejer mod de øvrige tæer, så foden bliver spids. Der dannes så en knyst, som er en fast, væskefyldt frembuling på indersiden af storetåens grundled. Knysten kan blive betændt og meget smertefuld.

Hvis knysten bliver behandlet i tide, for eksempel med en natskinne, der trækker storetåen væk fra de andre tæer, kan tilstanden ofte klares uden operation. Men ellers opereres den væk. 85-95 procent af operationerne har et godt resultat, oplyser Jens V. Bruun.

Nedgroede negle

Ved en nedgroet negl trykkes neglens side ned i neglefalsen. En nedgroet negl gør ondt omkring neglen. Huden kan blive rød, hævet, og der kan komme betændelse.

Årsagen til nedgroede negle er sko, der trykker tæerne og neglene mod hinanden, og neglene gror nedad for at være der. Lidelsen kan også skyldes forkert klipning af neglene. Tånegle skal klippes lige over og ikke ned i siderne, for så risikerer man, at de gror ned i huden.

Behandlingen er en neglebøjle, der retter neglen op. Den kan fodterapeuten sætte på. Den giver et lille træk, så neglesiderne løftes og neglen kan gro rigtigt.

Hård hud og ligtorne

Hård hud skyldes et for stort tryk på enkelte dele af huden. Den reagerer på trykket ved at producere ekstra tyk og forhornet hud.

Bliver belastningen meget stor på et lille hudområde, bliver der dannet meget hornstof og mange celler, der alle vokser ud mod overfladen. Fordi man går på denne overflade, bliver hornstoffet trykket sammen til en tyk og hård hornklump, der igen trykkes ind i huden, når man går på den, eller når skoene trykker på den. Og så er der dannet en ligtorn.

Både hård hud og ligtorne skyldes tryk fra skoene. Fodterapeuten kan fjerne både hård hud og ligtorne. Men hvis man fortsætter med at gå i de sko, der har forårsaget den hårde hud eller ligtornen, kommer den igen.

De fleste fodproblemer skyldes altså, at man går i forkerte sko, det vil sige sko, der ikke passer til den enkelte fod. Når moden dikterer smalle eller spidse sko, er det dem, man køber, og da de fleste problemer med fødderne er længe om at udvikle sig, går det godt i lang tid. Problemer viser sig oftest i 45-50 årsalderen, fortæller Jens V. Bruun.

Fakta

Gode tips til sunde fødder

  • Skyl fødderne dagligt i lunkent vand og tør dem grundigt. Også mellem tæerne.

  • Klip neglene lige over.

  • Fjern hård hud og ligtorne – eller få fodterapeuten til at gøre det.

  • Smør fødderne ind i fugtighedscreme – men ikke mellem tæerne.

  • Motioner dine fødder – krum og stræk dine bare tæer og vip fødderne op og ned

  • Brug strømper, der ikke strammer og dermed lukker af for blodomløbet.

  • Skift sko. Brug forskellige sko til hverdag, fest, indendørs- og udendørsliv.

  • Køb sko, der passer dig. Tegn for eksempel omkring dine fødder, når du står op. Klip tegningen ud, og læg den ned i skoen. Så kan du hurtigt se, om skoen er for kort eller for smal.

    Kilde: Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter og Tina Christensen

Fakta

Kvinders fødder gør mest ondt

Kvinder har flest fodgener. Blandt de 50-årige siger 22 procent af kvinderne og 11,1 procent af mændene, at de generes af smerter under arbejde, mens 16,4 procent af kvinderne og 9,6 procent af mændene siger, at fodgener nedsætter deres ønskede aktivitetsniveau.

Kilde: Østerbroundersøgelsen – en befolkningsundersøgelse, der er foregået i flere faser siden 1976

Læs mere om fødder

  • Den forstuvede fod

  • Fodsvamp

  • Neglesvamp

  • Sovende fødder

  • ALLE ARTIKLER OM FØDDER
    Forrige: Den sunde fod
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer