Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Agorafobi

 
angst fobi folkesygdom panikangst socialangst socialfobi agorafobi angstramt angstprovokerende angstform angstlidelse agora åbne pladser torvepladser panikanfald anfald angstanfald årsager hjertebanken nervøsitet nervøs åbne rum store rum behandli

Agorafobi betyder direkte oversat: angst for åbne pladser (torvepladser). Men det centrale er en angst for at få et panikanfald enten blandt andre mennesker (fordi den angste synes, det ville være forfærdeligt pinligt), eller fordi hun er bange for at få et anfald, hvor ingen kan komme hende til hjælp. Så en person med agorafobi kan typisk ikke lide at gå i supermarkeder, tage offentlige transportmidler eller gå i biografen. Ofte fordi de vil være bange for at få anfald dér, eller bare føler sig dårligt tilpas sådanne steder.

Hvor mange danskere lider af agorafobi?

Cirka fem procent af befolkningen får agorafobi på et tidspunkt i livet. Hos de fleste bryder sygdommen ud i teenagealderen.

Hvorfor får man agorafobi?

Agorafobi er typisk en komplikation til sygdommen panikangst . Angstanfaldene er så ubehagelige, og personen frygter måske at besvime under et anfald, hvilket vedkommende synes vil være umådeligt pinligt, fordi det vil vække opmærksomhed. På grund af dette begynder personen at indskrænke sin levevis. Det vil sige undlader for eksempel at tage offentlige transportmidler og lignende. Derved forværres sygdommen oftest.

Hvordan føles agorafobi?

Nogle mennesker med agorafobi føler ikke noget særligt, men ”har bare ikke lyst” til at være blandt mange mennesker eller til at tage offentlige transportmidler etc.

Andre er opmærksomme på deres meget skræmmende legemlige symptomer, som opstår, hvis de befinder sig i bestemte angstprovokerende situationer. Det kan for eksempel være:

  • Hjertebanken. Hjertet slår meget hurtigt og hårdt. Eller man mærker, at hjertet slår uregelmæssigt.

  • Åndedrætsbesvær. Man føler, at man ikke får nok luft. Man begynder at trække vejret hurtigere for at få mere ilt over i blodet. Fordi man hyperventilerer, "udlufter" man kuldioxid fra blodet. Det kan medføre svimmelhed og føleforstyrrelser i fingre og omkring munden.

  • Brystsmerter. Når man ånder dybt og hurtigt (hyperventilerer), vil musklerne i brystvæggen blive spændte og ømme. Dette kan føles, som om noget tungt står på brystet.

  • Sveden.

  • Tørhed i munden. Som om man har en klump i halsen.

  • Kvalme eller mavegener.

  • Rysten.

  • Kulde og varmefølelse.

  • Uvirkelighedsfølelse. Man oplever det, som om ting rundt en selv er uvirkelige, eller at man ser på sig selv fra distance. Det kan skyldes, at hjernen distancerer sig fra rædslen, men kan paradoksalt ofte bidrage til at forværre denne, fordi man fejlagtigt frygter, at det er et tegn på sindssygdom.

Hvordan stiller lægen diagnosen agorafobi?

Den praktiserende læge eller psykiateren spørger ud om den såkaldte undgåelsesadfærd, altså det at man undgår nogle af de situationer, der er nævnt ovenfor. Dernæst spørges ud om, hvilke symptomer man får, hvis man alligevel prøver at gå i supermarkeder osv.

Hvordan behandles agorafobi?

Agorafobi kan behandles på to måder: med psykoterapi eller med medicin og nogle gange i kombination. Behandlingen kan foregå hos psykiater, psykolog eller praktiserende læge, (men kun læger må behandle med medicin).

Psykoterapi

Såkaldt kognitiv adfærdsterapi er effektivt mod agorafobi og panikangst. Man fokuserer på patientens forestillinger omkring selve panikanfaldet, idet man samtidig informerer om lidelsen og symptomerne, samt hvorledes de udvikles. På den måde kan det lykkes at få ændret uhensigtsmæssige tanker og reaktionsmåder, som kan gøre, at panikanfaldet udvikles i de bestemte situationer, som patienten frygter så meget. Et andet vigtigt princip er en gradvis udsættelse for de situationer, som medfører angst. På den måde kan patienten lære at håndtere og til sidst undertrykke sin angstreaktion. Det betyder for eksempel, at oplever patienten angst ved at tage bussen, er det det, vedkommende gradvis skal trænes op til at kunne gøre. Derved vil angsten miste sin betydning og visne væk. Men det kræver meget støtte, og at man går gradvist til værks med træningen. Ellers vil de fleste patienter opgive på forhånd. Pårørende kan også hjælpe til i denne proces, hvis patienten ønsker det.

Man kan også benytte angstdæmpende lægemidler, de såkaldte benzodiazepiner. De er som regel effektive, men meget problematiske pga. stor risiko for tilvænning.

Hvad kan man selv gøre?

Der findes selvhjælpshjemmesider, som fungerer efter kognitive principper. De kan være nyttige i milde tilfælde. Ellers er det vigtigste, man kan gøre, at se problemet i øjnene og få hjælp, da man ellers risikerer at blive mere og mere handicappet og opleve større og større livsindskrænkning.

Hvilke andre psykiske sygdomme ledsager ofte agorafobi?

Agorafobi kan som nævnt ses ved angstlidelser. Men ved depressioner og andre psykiske lidelser kan der også være en tendens til at isolere sig, som kan minde om agorafobi. Der vil grundig udspørgen imidlertid afsløre, at baggrunden er en anden end den ovenfor nævnte.

Medicin

Nogle mennesker har ikke tilstrækkelig effekt af psykoterapien, eller måske er den ikke praktisk mulig. I den situation kan antidepressiva af typen SSRI være særdeles effektiv over for panikangst. Man skal være opmærksom på, at angsten i begyndelsen kan forværres af medicinen, men siden hen vil den aftage. Det er derfor vigtigt at starte med en lav dosis og trappe gradvist op.

Fakta

Hvordan virker SSRI antidepressiva?

SSRI betyder selektiv serotonin reoptake inhibitor, dvs. selektiv serotonin genoptagelses hæmmer. SSRI blokerer for, at den nervecelle, der har frigivet serotonin, opsuger det igen lige med det samme. Således bliver hjernecellen nødt til at danne mere serotonin, og dermed bliver koncentrationen af serotonin højere. Det betyder, at der overføres flere signaler gennem serotonin-systemet. Dette system regulerer blandt andet vores humør, appetit, seksualdrift mv.

Fakta

Hvordan virker Benzodiazepiner?

Benzodiazepiner øger signalstoffernes hæmmende kraft i hjernen og bruges blandt andet til at dæmpe angst og uro.

Benzodiazepiner påvirker ikke serotoninsystemet, men det såkaldte GABA-system. Dette tæmper angst, men sløver også.

Kilde: Poul Videbech

Læs mere om DEPRESSION OG ANGST

  • Angst er en folkesygdom

  • Psykiske belastninger

  • Panikangst

  • Enkelfobi

  • Socialfobi

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM DEPRESSION OG ANGST
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer